Grønland - dans

I de traditionelle grønlandske trommesange, inngerutit, indgår ofte dans, idet sangeren foruden trommen ledsager sig selv med dansebevægelser. Trommedans, tivaneq, udføres stående med let adskilte ben, og (næsten) uden at fødderne flyttes. Dansen består af kropsvridninger og -bøjninger i forbindelse med trommeføring fra side til side. Bevægelsernes omfang og intensitet følger sangerens temperament. I Østgrønland fører kvinder trommen i et firkantmønster med rolige, værdige bevægelser.

Foruden trommedansen kendes en glædesdans, qutsaserneq, hvori indgår hurtige stampebevægelser i en særlig rytme, tukkartorneq.

I 1600-1800-tallet nåede europæiske, folkelige danse, kaldet kalattuut, Grønland, bl.a. via hvalfangerne. Her fandt de hurtige stamp indpas, udført af mænd, hvorimod kvinderne lavede glidetrin. Dansene blev ledsaget af violiner, senere også af diatonisk harmonika, harmonium, evt. klarinet og tromme. I vor tid bruges klaver, el-orgel, guitar, banjo, bas og kromatisk harmonika. Kalattuut er par-, række- og kvadrilledanse i hurtige tempi. Der anvendes kendte trin som chassé-, hurre- og totrin; og de foretrukne danse er polkaer, fx saqisaaq og akulikitsooq, og turdanse, fx arfineq pingasooq. Ved siden af kalattuut danses de skiftende euro-amerikanske populærdanse.