Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Frankrig - ballet

Oprindelig forfatter EAsc Seneste forfatter Redaktionen

Igennem flere århundreder var Frankrig det toneangivende land for klassisk ballet. Kunstarten blev grundlagt ved hoffet sidst i 1500-t., hvor den var med til at understrege enevældens magt og pragt. Under Ludvig 14., som selv var en glimrende danser, blomstrede balletten, hvor Molière skabte genren comédie-ballet. 1669 grundlagdes L'Académie royale de musique, som blev til Pariseroperaen.

I 1700-t. fjernede teaterdansen sig fra selskabsdansen. Ballet blev en profession, og Pariseroperaens skole blev grdl. i 1713. Handlingsballetten, le ballet d'action, var den dominerende genre, og koreografen Jean-Georges Noverre beskrev i Lettres sur la danse et sur les ballets (1760) ballettens teori og sidestillede den med de andre kunstarter i evnen til at skildre følelser.

Lidenskaber blev det centrale i den romantiske ballet, der blomstrede på Pariseroperaen i 1830'erne og 1840'erne med et nyt spektakulært og stemningsfyldt teater, hvor ballerinaerne Marie Taglioni, Fanny Elssler og Carlotta Grisi svævede og dansede på tå i Sylfiden (1832) og Giselle (1841). I anden halvdel af århundredet tabte balletten terræn, og kun Coppelia (1870) har overlevet.

Annonce

I 1900-t. fik balletten ny kraft i Frankrig. Det skete med Serge DiaghilevsLes Ballets Russes, der var russisk af oprindelse, men som med hjemsted i Monte Carlo havde sine årlige premierer i Paris. Efter Diaghilevs død engagerede Pariseroperaen hans sidste stordanser Serge Lifar, som de næste 30 år gav fransk ballet sin selvrespekt tilbage med Yvette Chauviré som kompagniets stjerne. I 1950'erne og 1960'erne virkede danskeren Harald Lander som balletmester og koreograf ved Pariseroperaen, men langsomt begyndte institutionens monopol i fransk ballet at blive brudt. Roland Petit og Maurice Béjart arbejder på operaen, men først og fremmest for deres egne kompagnier. I nyere tid er russeren Rudolf Nurejev den balletmester, der har skabt mest blæst om Pariseroperaen, hvis styrke først og fremmest er balletskolen.

Med den klassiske ballets stærke position kom den ny dans sent i gang. Først i 1980'erne, ikke mindst takket være André Malraux' idé med kulturhuse over hele landet, opstod en række mindre kompagnier, hvor en ny, ofte postmodernistisk dans blev til med navne som Jean-Claude Galotta (f. 1953), Mark Tompkins (f. 1954), Angelin Preljocaj (f. 1961) og Maguy Marin (f. 1951).

Læs mere om Frankrig.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Aschengreen: Frankrig - ballet i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=79420