Tutu, (fr. 'balletskørt, barnenumse', vist omdannelse af cucu, barnesprog for cul 'bagdel'), balletskørt af flere lag tyl og stærkt rynket; det har været det klassiske kostume for kvindelige balletdansere, siden Marie Taglioni dansede Sylfiden i 1832 iført et sådant skørt, hvis længde gik til midtvejs mellem knæ og ankel. Det blev med tiden kortere. Tutu anvendes i dag i forskellige længder. Se også ballet (kostumer).