• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

dans

Oprindelige forfattere AFCh, BJ, EAsc og Urup Seneste forfatter Redaktionen

Sportsdans. Anne-Margrethe og Hans Henrik Laxholm, der vandt guld i standarddans ved VM i 1980. Foto 1980.

Sportsdans. Anne-Margrethe og Hans Henrik Laxholm, der vandt guld i standarddans ved VM i 1980. Foto 1980.

dans, bevægelse af kroppen, uden andet fysisk formål end selve bevægelsen. Dans opstår af menneskets iboende bevægetrang, ofte i forbindelse med socialt samvær og ritualer. Dans som kunstart fremtræder som raffinerede kropsudtryk med definerede æstetiske idealer og træningsformer.

Ordet dans kommer fra fransk danse, vist oprindeligt et germansk ord.

Det kropslige udtryk varierer fra totalbevægelse af hele kroppen - stående, springende, siddende eller liggende - til brug af enkelte kropsdele eller måske blot øjnene; bevægelserne forekommer ofte i gentagelsesmønstre. Dans følger oftest en rytme fra ledsagende musik eller sang, og bevægelserne påvirkes desuden af den dansendes beklædning og eventuelle effekter - samt af om dansen danses alene eller med andre.

Annonce

Dans har eksisteret i alle kulturer til alle tider, men med meget varierende udtryk. Den vestlige verdens dans er fx domineret af den kristne opfattelse af kroppen som laverestående end ånden - i modsætning til opfattelsen fx i afrikanske lande, hvor åndens kraft og kroppens også erotiske kraft danner en enhed, og i Indien, hvor dansen anses for den højeste udtryksform, anført af den dansende gud Shiva. I 1900-t. udvidede ikke mindst tv's formidling af dansens mange udtryksformer den almene opfattelse af dans. Dans kan deles ind i fire kategorier:

Dans som kunstnerisk udtryk

Dans som kunstnerisk udtryk er dans, der udøves af professionelle eller særlig talentfulde dansere for et publikum, tilskuere eller meddansende. I Vesten er scenedansen udviklet siden 1500-t., hvor ballet opstod som hofkulturens danseform. Balletten har siden udviklet sig til en lethedssøgende æstetik med fastlagte kropslige linjer og et træningssystem, der praktiseres over hele verden.

Ballet. August Bournonvilles første ballet over et historisk dansk emne var Valdemar, som havde premiere på Det Kgl. Teater i 1835. Billedet, der er fremstillet som en blanding af fotografi og maleri, viser en scene fra første akt. Det stammer fra Minder fra Theaterverdenen, udgivet 1881-83 af August Westrup og Ernst Bojesen.

Ballet. August Bournonvilles første ballet over et historisk dansk emne var Valdemar, som havde premiere på Det Kgl. Teater i 1835. Billedet, der er fremstillet som en blanding af fotografi og maleri, viser en scene fra første akt. Det stammer fra Minder fra Theaterverdenen, udgivet 1881-83 af August Westrup og Ernst Bojesen.

Balletten i Danmark er blevet en fællesbetegnelse for en kunstart i stadig udvikling: I 1800-t. med handlingsballetten som foretrukken genre for den klassiske ballet (fx Bournonvilles romantiske Sylfiden, 1836, og Petipas og Ivanovs klassicistiske Svanesøen, 1895) og i 1900-t.s scenedans med det moderne samfunds fascination af både det mytiske, det realistiske og det abstrakt-symbolske, udtrykt gennem Balanchines neoklassiske ballet og Grahams modern dance samt ekspressionistisk dans, postmodern dance, ny dans og andre nye dansestilarter. Scenedansen har desuden ofte inddraget folkelige danseformer som fx flamenco, ligesom den har overtaget effekter fra andre teater-danseformer som fx musicalen.

Den sceniske dans er stærkt afhængig af den ledsagende musik/lydkulisse og forestillingens øvrige sceniske udtryksmidler. Fra 1800-t.s malede scenografiske rum har den neoklassiske balletscenografi fra 1900-t. stræbt mod det abstrakte rum, kun skabt af lys og farver, former og linjer.

Kroppens fremtoning påvirkes endvidere af kostumet. Det ankellange tylsskørt er således afgørende for kropsudtrykket i den romantiske ballet, ligesom den korte struttende tutu er det for den klassiske ballet i slutningen af 1800-t. Som en modreaktion har den moderne dans ofte dyrket det kropsnære og uhæmmende kostume.

Fra 1990'erne spænder den vestlige scenedans fra ballettens vægtløse yndeæstetik til balanceforskydende contemporary dance, fartfyldt atletisk stunt-dans, vrængende post-butoh-dans, energioverførende contact improvisation og erotisk kropsnydende dans i den muskeltunge modern dance-tradition. De mange stilarter kræver tilsvarende træningsteknikker, ofte suppleret af sportsteknikker. Den hårde fysiske belastning af kroppen gør danseres blomstringstid kort; kun få dansere optræder ud over 40-års alderen.

Den sceniske dans har kæmpet med sin iboende flygtighed; når dansen ophører, findes den ikke længere. Kompleksiteten af kroppens udtryk besværliggør en nedskrivning af dansen i et system svarende til musikkens nodepartitur; i 1900-t. udvikledes dog flere dansenotationssystemer. Filmen blev derfor hurtigt anvendt som supplerende dokumentationsmateriale, indtil den blev overgået af den brugervenlige video. Samtidig er videodans opstået som selvstændig dansegenre, skabt specielt til videomediet. Denne udvikling påvirkede også 1990'ernes scenedans, hvor den levende dans fx fusionerer med video. Tilsvarende inddrager teatrets andre kunstarter i stigende grad koreografi i instruktionen.

Social dans

Social dans er dans, der udøves af mennesker ved sociale sammenkomster alt efter kultur og socialt lag. I Norden rækker den kendte folkelige dans tilbage til de middelalderlige kædedanse, men i Danmark er det meste af den oprindelige folkelige dans forsvundet; den dyrkes kun som historisk baseret folkedans. I stedet har den sociale dans fra 1900-t. været præget af Vestens internationaliserede selskabspardanse såsom vals, quickstep, jitterbug og disco dance. Visse selskabsdanse dyrkes desuden som konkurrencesport, ansporet af udødelige filmidealer som Ginger Rogers og Fred Astaire.

Forskellige kulturers dans fremhæver eller skjuler kroppen på forskellig måde. Kroppens erotiske udstråling fremhæves således tydeligt af de ghanesiske mænds ringlende hoftebælter, mens den amerikanske hiphop-kulturs mandsdansere er skjult i posebukser og løse t-shirts. Den internationale modeverden er desuden med til at sætte de førende kropsidealer også for den dansende krop, som fx Vestens slanke kvinde. Via tv definerer stjerner som 1990'ernes Madonna og Michael Jackson således også idealet for den sociale dans. Se også latinamerikanske danse.

Rituel dans

Rituel dans er dans, der danses i forbindelse med store begivenheder og overgange i menneskets liv: fødsel, dåb, indvielse, bryllup og død. Disse danse er ofte traditionsbundne, videregivet fra generation til generation. Væsentligheden af rituel dans afhænger generelt af niveauet af såkaldt civilisation — i Danmark er brudevalsen en traditionel, men egentlig meningstom dans, mens en bryllupsdans blandt tuaregerne i Sahara har afgørende åndelig og religiøs betydning.

Flere religioner anvender dansen som et led i gudsdyrkelsen, bl.a. i form af tempeldanse, og anføreren af dansen vil ofte være den religiøse leder, fx en præst eller en åndemaner. Religiøs dans anvender ofte masker og særlige beklædningsgenstande, suppleret af hellige, symbolske ting såsom smykker og våben. Visse rituelle danse kan endvidere bringe den dansende i ekstase og trance.

Dans som terapi

Dans som terapi er dans, der anvendes som et led i fysisk eller psykisk terapi af patienter, der gennem dansens bevægelse frigøres fra fysiske eller psykiske blokeringer. Terapeutisk dans opstod i 1900-t. i Vesten og anvendes på linje med fx terapeutisk maleri. I Vesten vil dans som terapi formodentlig øges i den generelle søgen mod en ophævelse af den herskende splittelse mellem krop og tanke.

Dansenotation

Dans. Raoul-Auger Feuillet (1675-1710) udgav i 1700 sin Chorégraphie ou L'art de décrire la Danse, par Caractères, Figures et Signes Démonstratifs, avec lesquels on apprend facilement de soy-même toutes sortes de Danses med noder til de tegnede dansetrin.

Dans. Raoul-Auger Feuillet (1675-1710) udgav i 1700 sin Chorégraphie ou L'art de décrire la Danse, par Caractères, Figures et Signes Démonstratifs, avec lesquels on apprend facilement de soy-même toutes sortes de Danses med noder til de tegnede dansetrin.

Til at bevare koreografi er der udviklet forskellige former for notation, hvis historie følger dansens vej fra fyrsternes sale til de offentlige teatre. Tidlige forsøg på at notere dansetrin kendes fra 1400-t.s Italien. Den første lærebog i notation kom i 1589 med Thoinot Arbeaus L'Orchésographie, som beskriver føddernes placering i tidens selskabsdanse sammen med noder. Den blev efterfulgt af andre med samme udgangspunkt, hvoraf R.-A. Feuillets Chorégraphie fra 1700 er den vigtigste. 1700-t.s ballet d'action kræver dog langt flere detaljer. Bl.a. eksperimenterede A. Saint-Léon i La Sténochorégraphie fra 1852 med et sekslinjet nodesystem: øverste linje til hovedet, arme og krop, de andre fem linjer til fødder og ben. Vor tids mest anvendte systemer, Labanotation, udviklet i 1920'erne af Rudolf von Laban, og Chorology, udviklet i 1950'erne af R. og J. Benesh, følger delvis samme princip.

Danseruddannelse

Siden 1771 har Det Kongelige Teaters Balletskole uddannet dansere inden for klassisk ballet. Inden for ny dans måtte danske dansere tidligere søge til udlandet, men i 1996 oprettedes Skolen for Moderne Dans som en del af Statens Teaterskole. Den var en udløber af DanseProjektet, der blev oprettet i 1992 som en forsøgsuddannelse. Foruden statsskolerne eksisterer der private danseskoler og højskoler med særlige danselinjer.

Danseskole

Danseskole anvendes som regel som betegnelsen på et institut, hvor der primært undervises i selskabsdans. Danseinstitutterne har dog ofte tillige ballet og andre danseformer på programmet, og nogle har særlige specialer. Danseundervisningens nytte for opdragelsen omtales i Danmark allerede i 1700-t. Danske danseskoler fik en stor opblomstring i begyndelsen af 1900-t. i forbindelse med introduktionen af de moderne engelsk-amerikanske selskabsdanse, som også voksne måtte lære for at kunne begå sig i selskabslivet. I Danmark sker danseskolernes undervisning primært som holdundervisning, om end enetimer også kendes. Årets største begivenhed er afdansningsballet, der afslutter sæsonen, hvor eleverne demonstrerer, hvad de har lært, hvor elitedanserne konkurrerer om institutmesterskabet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Anne Middelboe Christensen, Birthe Johansen, Erik Aschengreen, Henning Urup: dans i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. september 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=61331