Balletsko. De glitrende, lyserøde sko med de krydsede bånd er en vigtig del af den klassiske ballets image — og af mange små pigers drøm om at blive ballerina. Tåspidsskoene indeholder et lag gips, der gør danserinden i stand til at stå på selve tåspidsen.

.

Balletsko, særlige dansesko til ballet. Både mandlige og kvindelige dansere træner og optræder i bløde balletsko af læder eller lærred med en lille lædersål eller en todelt såkaldt splitsål, holdt fast om foden med elastikker eller silkebånd.

Kvinderne danser desuden i tåspidssko af (lyserød) satin med en indre gipskerne i tåen af skoen og en hård svangsål, der støtter foden, så danseren kan stå og danse på tåspidsen.

Tåspidsskoen blev i en blød stofudgave indført med den romantiske ballet omkring 1830 og blev færdigudviklet til sin hårde form omkring 1870. Spændstigheden i skoen holder ikke længe; i et soloparti kan der slides to-tre par sko pr. forestilling. Tåspidstræning kræver stærke fødder; på balletskoler trænes tåspidsdans derfor først fra 11-årsalderen.

Visse mandsroller danses i bløde støvler, og karakterdans udføres ofte i karaktersko, dvs. "rigtige" lædersko med hæl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig