Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

balletmusik

Oprindelig forfatter Noerl Seneste forfatter Redaktionen

balletmusik, musik til scenisk dans. Der er altid blevet danset til musik, men ikke al musik er dansemusik. Og langt fra al den musik, som benyttes til ballet og andre danseteaterforestillinger, er oprindelig beregnet til dans, fx Bizets Symfoni i C og Carmen.

1600-t.s etablering af den sceniske dans udkrystalliserede en særlig musikalsk genre, der kun rigtig forstås i sin sammenhæng: At den er skabt til at tjene balletten i dens dramatiske og koreografiske funktion.

Balletmusik er scenemusik, der løsrevet fra det sceniske kan virke usammenhængende. Den bør derfor betragtes i relation til samtidig opera, skuespilmusik og dansemusik, ligesom den til tider kan bringe tanken hen på filmmusik.

Annonce

Balletmusik har rod i renæssancefyrsternes festunderholdning. Enkeltstående dansesatser som pavane (langsom dans i lige takt) og gaillarde (hurtig dans i tredelt takt) blev suppleret med andre og kom til at danne suiter. Senere kom typer som allemande, courante og sarabande til. Suiten i 1600-t. udviste en form, der passede til tidens dansende entréer, ballet d'entrée, og tableauer.

Mens suitens enkelte satser var uden indbyrdes forbindelse og "uden betydningsindhold", så var den musik, der blev komponeret direkte til 1700-t.s nye balletform, ballet d'action, i en anden dramatisk betinget form, der betonede det dynamiske, det billeddannende og det direkte fortællende. Mens det koreografiske, pas de deuxer, soli etc., stadig udfoldede sig til "dansemusik", blev de store pantomimiske scener forsynet med en fortællende musik, hvor malende harmonik, klangeffekter, melodicitater etc. skulle hjælpe publikum til at forstå handlingsgangen. Af særlig markante værker præget af balletreformatoren Jean-Georges Noverres tanker og med koreografi af konkurrenten Gaspero Angiolini (1731-1803) er Christoph Willibald Glucks Don Juan fra 1761.

Også Mozart komponerede balletmusik med Les petits riens (Paris, 1778), og tilsvarende skabte Beethoven partituret til Salvatore Viganós Die Geschöpfe des Prometheus (Wien, 1801).

1800-t. bragte balletmusikken til egentlig kulmination. Vigtige var de store danseoptrin i operaerne, specielt i Frankrig, hvor Richard Wagner i 1861 måtte indlægge en ballet i 1. akt af Tannhäuser for at imødekomme fransk smag. Men den egentlige balletmusik fandt sin form med den romantiske ballets gennembrud, hvor Sylfiden (Paris 1832, København 1836) betegner genrens første fase. Et sådant balletpartitur, der knytter det dramatiske til det musikalske, fx ved brug af erindringsmelodik, er efter den indledende ouverture delt op i en række numre, hvor rene danseafsnit veksler med handlingsaktive mimede passager.

Den klassiske pas de deux består indledningsvis af en adagio, en langsom og følelsesfuld sats, hyppigt domineret af et soloinstrument som fx violinen. Den efterfølges af en rytmisk accentueret og pompøs sats for herren og en tilsvarende let og elegant til damen. Det hele afrundes af en fejende slutning, codaen.

Formen nåede sin største udfoldelse med Tjajkovskijs pas de deuxer i Svanesøen (1877), Tornerose (1890) og Nøddeknækkeren (1892).

Herudover rummer musikken hyppigt karakterdanse, hvor den musikalske lokalkolorit spiller en stor rolle. Marchen er også markant placeret, ikke mindst i de store og pragtbetonede balletter fra anden halvdel af 1800-t.

Talrige komponister, fx Adolphe Adam (Giselle, 1841), Cesare Pugni (Pas de Quatre, 1845), Ludwig Minkus (Don Quixote,1869 og La Bayadère, 1877), står musikhistorisk mindre markant, mens Léo Delibes med Coppelia (1870) er vigtig. Den romantiske balletmusiks ypperste repræsentant er Tjajkovskij.

1900-t. bragte såvel fornyelse som videreførelse. Igor Stravinskys tre værker Ildfuglen (1910), Petrusjka (1911) og Le Sacre du printemps (1913) markerer modernismens gennembrud. Den romantiske ballets form og indhold forlades. Senere arbejdede Stravinsky sig sammen med George Balanchine frem til det abstrakte balletpartitur, eksemplificeret bl.a. med værket Agon (1957).

Den anden store russer, Sergej Prokofjev, viser derimod med sine partiturer til helaftensballetterne Romeo og Julie (1938), Askepot (1945) og Stenblomsten (1954) respekt for traditionen ved bl.a. at beholde nummerstrukturen, ligesom valsen spiller en stor rolle.

Med udviklingen af den elektronisk fremstillede musik er balletmusikken trådt ind i en ny fase. Synthesizeren, samplerteknik etc. er i ny dans blevet meget benyttede musikalske værktøjer, og resultatet er en musik, der afspejler nutiden på en måde, som det traditionelle symfoniorkester ikke formår.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Nørlyng: balletmusik i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=43517