Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

ballet - historie

Oprindelig forfatter EAsc Seneste forfatter Redaktionen

Ballet. Le Ballet comique de la reine, opført 1581 i Sal du Bourbon på Louvre, Paris, markerer ballettens begyndelse. Den var skabt af italieneren Balthazar Beaujoyeux på Katarina Medicis anmodning i anledning af et fyrstebryllup i den kongelige familie. Pragten, magten og styrken ved det franske hof skulle spejles i ballettens verden. Det var politisk teater, men også et forsøg på at skabe et værk, der fremtrådte som en dramatisk helhed. Balletten varede i seks timer og handlede om troldkvinden Kirke, som må bøje sig for kongen af Frankrig. Forrest i billedet ses den kongelige familie.

Ballet. Le Ballet comique de la reine, opført 1581 i Sal du Bourbon på Louvre, Paris, markerer ballettens begyndelse. Den var skabt af italieneren Balthazar Beaujoyeux på Katarina Medicis anmodning i anledning af et fyrstebryllup i den kongelige familie. Pragten, magten og styrken ved det franske hof skulle spejles i ballettens verden. Det var politisk teater, men også et forsøg på at skabe et værk, der fremtrådte som en dramatisk helhed. Balletten varede i seks timer og handlede om troldkvinden Kirke, som må bøje sig for kongen af Frankrig. Forrest i billedet ses den kongelige familie.

Ballet har rod i renæssancens Italien, hvor dans indgik som en forlystelse ved de små fyrstehoffer. Da Karl 8. af Frankrig i 1494 gik over Alperne for at gøre krav på Neapels trone, blev kongen og hans adelsmænd overraskede over den rige dansekultur, de mødte. Ingen fest, intet skuespil, ingen musik på scenen uden dans. Franskmændene importerede omgående moden, og det blev ved det franske hof, at kunstarten foldede sig ud i en sådan grad, at ballettens sprog blev fransk.

Hofballet

Dans kom på mode overalt i Europa, hvor fyrstehofferne i 1600-tallet kastede sig ud i danse som pavane, gaillarde og sarabande. Ballet er en europæisk kunstart, og et første højdepunkt blev nået i Frankrig under Ludvig 13. og Ludvig 14., som begge var ivrige dansere; se også hofballet og Frankrig -ballet).

Balletten var i bogstaveligste forstand en kunstart med den enevældige monark i centrum. Professionelle mandsdansere dukkede lidt efter lidt op til partier, som krævede større teknisk kunnen, og efterhånden bevægede balletten sig fra hoffets balsal op på teaterscenen. Defem positioner, der danner grundlaget for den klassiske ballets teknik, blev fastlagt omkring 1650. I 1661 oprettede Ludvig 14. L'Académie royale de danse. Det fik ingen stor betydning, men det gjorde derimod L'Académie royale de musique fra 1669, som blev til Pariseroperaen.

Annonce

I 1600-tallet fremstod ballet endnu ikke som en "ren" kunstform. Forestillingerne var sammensat af dans, deklamation, sang og musik, ofte i en meget løs sammenkædning, ballet d'entrée.

I 1681 dukkede den første professionelle ballerina, Mademoiselle Lafontaine, op i Pierre Beauchamps og komponisten, Ludvig 14.s musikdirektør, Jean Baptiste LullysLe Triomphe de l'Amour, men mandsdanseren var stadig dominerende og central helt frem til romantikken i 1800-tallet. Andre lande tog bestik af Frankrig. Sverige fik fx en blomstrende hofballet under dronning Kristina, og i Danmark blomstrede den første danske hofballet på slottet hos Frederik 3., hvis dronning, Sophie Amalie, var balletentusiast.

En selvstændig kunstart

I 1700-tallet blev balletten enselvstændigkunstart med koreografen som den centrale person; teaterdansen fjernede sig mere og mere fra selskabsdansen. De tider var forbi, da enhver med ynde og gratie kunne gøre sig gældende. Ballet blev en profession, som krævede uddannelse, og til det formål blev balletskolen ved Pariseroperaen grundlagt i 1713, efterfulgt af skoler i Skt. Petersborg i 1738 og i København i 1771.

I 1717 opførtes på Drury Lane i London The Loves of Mars and Venus af John Weaver (1673-1760). Det var den første ballet, der udelukkende var baseret på mime og bevægelse uden ord og sang til at fortælle handlingen, og genren kaldtes ballet d'action ('handlingsballet'). Periodens teoretikere forsøgte at få kunstarten anerkendt på linje med maleri, skuespil, litteratur og musik; de var meget seriøse i deres krav om, at ballet skulle formidle dybe tanker og følelser. Målet var det store drama; ballet skulle være mere end øjenforlystelse og underholdning. Italieneren Gaspero Angiolini (1731-1803) og franskmanden Jean-Georges Noverre var to af tidens kendte koreografer og teoretikere. Sidstnævnte skrev periodens centrale danseteoretiske værk Lettres sur la danse (1760).

I tiden omkring Den Franske Revolution forlod balletten de klassiske mytologiske emner for at beskæftige sig med personer fra dagligdagen. Et eksempel er Jean Daubervals (1742-1806) La Fille mal gardée fra 1789. Maskerne, som danserne ofte bar, var omkring 1770 definitivt forsvundet, og de lettere kostumer gav en ny frihed i bevægelsen. Det var også nødvendigt, når det drejede sig om 1700-t.s nye tekniske landvinding, pirouetten.

Ballet. August Bournonvilles romantiske ballet Napoli er nærmest blevet synonym med Den Kongelige Ballet. Den er opført mere end 700 gange siden premieren i 1842; desuden gives tredjeakten som løsrevent divertissement. Silja Schandorff og Lise Stripp i tredjeaktens pas de six. Fotografi fra begyndelsen af 1990'erne.

Ballet. August Bournonvilles romantiske ballet Napoli er nærmest blevet synonym med Den Kongelige Ballet. Den er opført mere end 700 gange siden premieren i 1842; desuden gives tredjeakten som løsrevent divertissement. Silja Schandorff og Lise Stripp i tredjeaktens pas de six. Fotografi fra begyndelsen af 1990'erne.

Den romantiske ballet

I 1800-t. trådte også balletten ind i rækken af kunstarter, som forløste romantikkens idéer og tanker. Gennembruddet kom med Sylfiden i Paris 1832, og klimaks blev nået med Giselle i 1841. Danmark blev et centralt balletland under August Bournonville, hvis værker har sikret den danske ballet en fornem placering i international sammenhæng helt til i dag. I 1800-t.s anden halvdel blev også Rusland et væsentligt centrum med den franskfødte Marius Petipa og den russiske Lev Ivanov, der hver for sig og sammen skabte en række værker, der stadig tilhører det levende klassiske repertoire med titler som Don Quixote (1869), La Bayadère (1877), Tornerose (1890), Nøddeknækkeren (1892) og Svanesøen (1895).

I denromantiske periode blev den klassiske ballets grundbegreber endeligt fastlagt, først og fremmest af den italienske danser, koreograf, lærer og teoretiker Carlo Blasis (1797-1878), der i 1837 blev chef for balletakademiet ved La Scala i Milano, men allerede i 1820 publicerede Traité élementaire, théorique et pratique de l'art de la danse. Balletten bevægede sig mere end nogensinde mod en æstetik, hvor lethed er alfa og omega. Ballerinaer på tå var en sensation i 1800-t.s første halvdel. De løftede sig blidt, syntes knap at stå på jorden og blev sylfider, wilier eller najader. De blev symboler på menneskets længsler og drømme. Uden for Danmark og Rusland endte balletten omkring 1900 i tomt virtuoseri og underholdning.

Ballet. Etudes, som er den hyppigst opførte danske ballet i 1900-t., rummer bl.a. de viste afstrækningsøvelser.

Ballet. Etudes, som er den hyppigst opførte danske ballet i 1900-t., rummer bl.a. de viste afstrækningsøvelser.

1900-tallets ballet

Først med Sergej Diaghilev og hans Les Ballets Russes (med hjemsted i Frankrig) 1909-29 fik kunstarten en tiltrængt tilførsel af vitalitet, og et forbløffet Europa og Amerika opdagede, hvad den rummede af udtryksmuligheder. Balletten blev en del af tidens avantgarde. Balletpublikum kunne få en dyb, farverig og sensuel oplevelse, der chokerede ved ny musik, ny scenografi og ny dansekunst i værker som Ildfuglen, Le Sacre du printemps og Petrusjka.

Til balletterne præsenterede Diaghilev ny musik af komponister som Stravinsky, Satie og Poulenc og nye scenografier af billedkunstnere som Léon Bakst, Picasso, Braque, Miró og Matisse. Hans koreografer var Mikhail Fokin, Vaslav Nijinskij (som også var truppens førstedanser), Léonide Massine, Bronislava Nijinska og George Balanchine, og blandt hans store dansere var Tamara Karsavina, Anna Pavlova, Anton Dolin og Serge Lifar. Diaghilev prægede den række af dansere og koreografer, der i de følgende 50 år skulle forny balletten i Europa og USA.

I 1900-tallet er ballet ikke mere kun en europæisk kunst. Amerika, der i 1800-tallet fik besøg af europæiske balletstjerner, har givet sit selvstændige bidrag til videreudviklingen af den klassiske ballet fra Cuba med Alicia Alonso til Canada med The National Ballet i Toronto. Først og fremmest er New York blevet dansens Mekka, og George Balanchines værker står som et fuldgyldigt udtryk for en moderne balletkultur med rod i den klassiske teknik.

I første halvdel af 1900-tallet herskede et modsætningsforhold mellem ballet og modern dance, som dukkede op med Isadora Duncan og Martha Graham. Senere hentede de to danseformer ofte inspiration fra hinanden.

Merce Cunningham højt flyvende i sin danseforestilling Place i 1966. Hans brug af kropslinjer med fastlagte arme er typisk, ligesom vekselvirkningen mellem energien hos gruppen og individet er det.

Merce Cunningham højt flyvende i sin danseforestilling Place i 1966. Hans brug af kropslinjer med fastlagte arme er typisk, ligesom vekselvirkningen mellem energien hos gruppen og individet er det.

Siden 1970 har den ny dans placeret sig stadig stærkere i Danmark, og i 1990'erne skelnedes derfor mellem ballet med brug af den klassiske teknik, og ny dans (modern dance, post-modern dance, contemporary dance), bygget på teknikker skabt af fx Martha Graham og Merce Cunningham. En ophævelse af den strenge genreadskillelse opleves i stigende grad i begyndelsen af 2000-tallet, hvor kun få koreografer arbejder i ren klassisk stil.

Moderne dansekompagnier bruger klassisk teknik i træningen, og klassiske balletkompagnier som Den Kongelige Ballet og Pariseroperaen er åbne over for et repertoire, der henter inspiration fra den ny dans. Svenskeren Mats Ek sætter således sine værker, der i høj grad bryder med den klassiske balletæstetik, op med klassiske kompagnier som ovennævnte, der også danser værker af den amerikansk-tyske koreograf William Forsythe. Han er klassisk uddannet og bruger klassisk trinsprog, samtidig med at han i sine værker arbejder sig væk fra harmoni-idealet hos den klassiske ballet mod en dekonstrueret, ofte kaotisk dansevirkelighed, hvor selve bevægelsen er meningen.

Ballet var oprindelig en hofkunst; den overlevede både revolutioner og systemskift, fordi den i sig har almene skønhedsværdier, og fordi dans er en almenmenneskelig udtryksform. Kongers og kejseres kunst gennem århundreder blev i Bournonvilles København borgerskabets kunst og kan i dag være kunst for alle, fordi spektret er så bredt: fra det politisk provokerende og engagerede hos Birgit Cullberg, Mats Ek eller Christopher Bruce til dansens abstrakte leg med kroppens linjer hos George Balanchine. John Neumeier bruger ballet til at udtrykke indre erkendelsesforløb, mens Maurice Béjart tror på dansen som udtryk for livets inderste kerne.

Læs også om balletteknik og scenografi og kostumer.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Aschengreen: ballet - historie i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. august 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=43504