Biblioteca Ambrosiana, videnskabeligt bibliotek i Milano, opkaldt efter kirkefaderen Ambrosius. Biblioteket blev grundlagt 1609 af kardinal Federico Borromeo, der også på denne måde søgte at styrke den katolske modreformation. Biblioteket, der fra sin grundlæggelse var åbent for offentligheden, blev et vigtigt europæisk lærdomscenter. Borromeos eget bibliotek udgjorde kernen i Biblioteca Ambrosiana, hvis betydning navnlig beror på rige samlinger af håndskrifter, bl.a. et illumineret fragment af Iliaden fra 400-t.