Centralbibliotekerne supplerer de lokale folkebibliotekers bestand af bøger og andet materiale, således at også sjældnere litteratur er tilgængelig.

Centralbibliotekerne er et koordinerende led i det danske folkebiblioteksvæsen. Deres hovedopgaver, som siden 1920 fastlagt i lovgivningen, er at støtte de lokale biblioteker i centralbiblioteksområdet. Det sker i kraft af, at de fungerer som materialeoverbygning ved at supplere de lokale bibliotekers bestand af bøger og andet materiale. Et centralbibliotek fungerer tillige som bibliotek for hjemstedskommunen.

Centralbiblioteksfunktionen varetages af seks folkebiblioteker, der med statslige tilskud samtidig virker som centralbibliotek. Det er bibliotekerne i Aalborg, Herning, Vejle, Odense, Roskilde og Gentofte Kommuner, der varetager funktionen. Disse centralbiblioteker betjener folkebibliotekerne i 6 regioner, der følger regionsstrukturen bortset fra, at Region Syddanmark er delt mellem Vejle og Odense.

Indtil 2007 var der 16 centralbiblioteker, et i hvert amt samt København og Frederiksberg. Omlægningen til 6 centralbiblioteker skete i forbindelse med nedlæggelsen af amterne.

Staten giver tilskud til centralbiblioteksvirksomheden. Dette administreres af Slots- og Kulturstyrelsen.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig