Bogbus, et folkebiblioteks mobile filial (lokalbibliotek). Tyndere befolkede dele af landet betjenes af bogbusser, der én til flere gange om ugen besøger faste holdesteder. Den tilbyder boglån og anden biblioteksservice, som så vidt muligt er af samme omfang som et lille, fast filialbibliotek. Bogbusser kan desuden betjene særlige grupper, fx i fængsler, på kaserner, i dagcentre og børnerige boligområder. I Danmark kørte den første bogbus i 1963, nogle år senere end i England og de øvrige nordiske lande.