Titelbladet til første bind af førsteudgaven af Encyclopædia Britannica, 1768.

.

Encyclopædia Britannica er den navnkundigste engelsksprogede encyklopædi, der udkom første gang i Edinburgh 1768-1771 og nåede et videnskabeligt højdepunkt i 11. udgave (1910-1911). Den var da blevet et britisk-amerikansk fællesanliggende.

Faktaboks

Etymologi

Encyclopædia Britannica er nylatin for 'den britiske encyklopædi'.

Ved principløse revisioner i de følgende årtier sank kvaliteten betænkeligt. Noget rettedes op i 1968, og i 15. udgave, "The New Encyclopædia Britannica" (1974), blev den omstruktureret på en original måde, idet "Macropædia" rummer større, sammenhængende fremstillinger, "Micropædia" kortere artikler om enkeltforhold, og det hele holdes sammen af to indeksbind og det systematiske bind "Propædia".

Encyclopædia Britannica udkommer nu under University of Chicagos auspicier, og den har genvundet sin gamle standard. Den er hovedværket for hele den angelsaksiske verden, og den er tilgængelig på cd-rom, dvd og online på internettet.

Den sidste trykte udgave af Encyclopædia Britannica (15. udgave) udkom i 2010. Værket udgives i dag kun i digital form.

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig