Faktaboks

Ole Olsen
Født
23. november 1932
Død
12. april 2009

Ole Olsen, 23.11.1932-12.4.2009, dansk bogbinder. Efter sit svendebrev 1952 modtog han påvirkninger fra designeren, guldsmed Karen Strand, fra en fransk udstilling af bogbind i 1957 og fra et ophold 1963-65 hos den schweiziske bogbinder Hugo Peller (1917-2003) i Solothurn; senere var han i mange år lærer ved bogbinderskolen i Ascona i Schweiz.

Foruden industrielt arbejde udførte han helbindsdekorationer i guld og palladium og lod kunstnere udføre tegninger til dekorationer. Ole Olsen, der var den internationalt bedst kendte danske bogbinder, drev fra 1972 det lille boggalleri Co'libri i København og fra 1992 Bogbind-Klubben Co'libri; i årene 1986-87 udstillede Ole Olsen i USA og England, bl.a i New York på Metropolitan Museum of Art.

En bog om hans virke udkom i 1998: Bogbinderen. Ole Olsen, hans håndværk og Co'libri, redigeret af Austin Grandjean. Samme år blev han Kongelig Hofleverandør.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig