Titelbladet er normalt det forreste blad i en bog (eventuelt efter smudstitelbladet), som på forsiden (titelsiden) meddeler forfatter, titel og forlag, og ofte også trykkested og trykkeår. Sidstnævnte findes dog ofte på titelbladets bagside som en kolofon sammen med oplysninger om bogens produktion og rettighedsforhold, herunder et copyrightmærke.

Titelbladets historie

De ældste trykte bøger blev ofte født med et blankt ark syet ind forrest og bagest i bogblokken (materien) til beskyttelse af de trykte sider, indtil bogblokken skulle indbindes. Undertiden havde bogtrykkeren på arket i håndskrift eller bogtryk påført bogens titel eller forfatter i kort form. Det blanke ark skulle dog ikke medindbindes men kasseres af bogbinderen.

Egentlige titelblade som integrerede dele af den garnhæftede bog kendes først efter ca. 1490. Indtil da finder man titel og evt. forfatternavn i de første linjer på forsiden (recto) af bogens første læg. Her står der typisk "Incipit.... (Her begynder,,,) "og dernæst i kort form, hvad bogen handler om. Ofte var I'et i "incipit" et stort, håndmalet pyntebogstav. Med fremkomsten af kommercielle boglader overalt i Europa i 1490'erne oplevede forlæggerne en stigende konkurrence, der antages at have gjort håndmalede pyntebogstaver for dyre og ført til at forlæggerne i stedet benyttede første bogside som trykt reklameskilt. Allerede kort efter sås først titeloplysningerne adskilt fra selve bogens tekst på sit eget, selvstændige blad med en blank bagside. Herefter udviklede titelsiden sig i forskellige traditioner, som i Sydeuropa fortrinsvist var typografisk og i Nordeuropa fortrinsvist var billedkunstnerisk. I 1700-tallet forsvandt billedstoffet fra selve titelsiden og levede videre som frontipice på det modstående blads bagside (versosiden). Siden ca. 1800 har titelsider normalt kun været typografiske – og eventuelle illustrationer været henvist til bøgernes tekstsider, bind eller bogomslag.

Læs mere i Den store Danske

Litteratur

  • Den artige bog. Dansk Standard, 1991 [Regler for titelblades udformning]
  • ISO 1086: 1991 Title leaves of books [Den internationale standard for udformning af titelblade]

Om titelbladets historie

  • Björkbom: Titelbladets historia. Stockholm: Lagerström, 1937
  • Larsen, Poul Steen: Noget om de ældste titelblades typografi (i: Magasin fra Det kongelige Bibliotek. 10. årg, nr. 3. December 1993. S. 57-68).
  • Nielsen, Lauritz: Dansk typografisk Atlas 1482-1600. 1934.
  • Smith, Margaret M.: The Title Page: its early Development 1460-1510. London: British Library, 2000. [Et oversat uddrag af bogen specielt om blanke sider – som forløbere for titelblade – kan læses i ts. Bogvennen 1998-99. S. 111-124].

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig