bibliofili

Bibliofile bogsamlere er fælles om at stille særlige krav til det enkelte eksemplar, alt efter personlig smag og interesse: bogens udgave, bogens bind, særlig smukt trykte eller kunstnerisk illustrerede bøger, privattryk, eksemplarer med håndskreven dedikation fra forfatteren, med en væsentlig ejerhistorie (provenienseksemplar) eller med særlige relationer til forfatteren (associationseksemplar).

Klassiske samlerområder, som fx berømte bogbinderes arbejder (se bogbind) og banebrydende offentliggørelser inden for litteratur og videnskab i det første tryk (førsteudgave), har i 1900-tallet fået selskab af blandt andet kriminallitteratur, paperbacks og tegneseriehæfter, hvor efterspørgslen ikke altid (endnu) har skabt høje antikvariske priser.

Bøger fra 1600- og 1700-tallet med smukke kobberstik eller afbildning af byer og landskaber, der siden har ændret sig radikalt, har altid været bibliofile samlerområder.

Bøger fra 1800-tallet og 1900-tallet med originalgrafik er et felt, der har fristet til udgivelse af mange fødte "sjældenheder", særudgaver i små oplag og i nummererede eksemplarer.

Tilsvarende har også i 1900-tallet bøger i eksklusiv typografisk udførelse og stilskabende design været efterstræbte samlerobjekter.

I lighed med andre samlefelter er der flydende overgange; men to hovedkategorier af bibliofile samlere kan defineres: biblioteksamlere, der betoner bredde og ofte tilstræber fuldstændighed, komplette forfatterskaber o.l., – og kabinetsamlere, der foretrækker at eje få bøger, der til gengæld er topstykker i kvalitetsmæssig henseende.

Store bogsamlere kaldes normalt sådan, fordi deres samlinger var store i omfang, i Danmark fx Otto Thott og P.F. Suhm, med hhv. ca. 200.000 og 100.000 bind.

Blandt de relativt få danske kabinetsamlere kan nævnes gehejmeråd Frederik Walter (død 1718), hvis samling var på knap 1000 udsøgte bind, Vilhelm Hammershøi, der ejede ca. 1000 danske bøger fra fire århundreder i luksuseksemplarer, og Mario Krohn, hvis ca. 650 bind dansk guldalderlitteratur nu ejes af Det Kongelige Bibliotek.

En kreds af danske bibliofiler er samlet i Dansk Bibliofil Klub. Kimen til flere fremragende videnskabelige biblioteker har ligget i private samlinger; i 1800-tallet gælder det fx John Pierpoint Morgan (1837-1913) og i 1900-tallet Martin Bodmer.

Det Kongelige Bibliotek ejer også fx grosserer Holger Laage-Petersens (1885-1949) H.C. Andersen-samling, der er samlet i 1900-tallets første halvdel. Det faktum, at mange ældre privatsamlinger med tiden helt eller delvis er indgået i offentlige biblioteker, antyder, at forskning og bibliofili ofte har stor gavn af hinanden.

Bibliofilien har en vigtig funktion som supplement til de nationale og faglige bibliotekers boganskaffelser og er bl.a. i Danmark derfor gennem tiderne forsøgt kortlagt med referenceværker om de kyndigste, private bogsamleres anskaffelser.

Ældst er Lauritz Nielsens Danske Privatbiblioteker gennem tiderne (1946), som dækker tiden frem til udgangen af 1600-tallet. Den fortsættes af Harald Ilsøes Biblioteker til salg: Om danske bogauktioner og kataloger 1661-1811 (2007) og K.F. Plesners Danske bogsamlere i det nittende århundrede (1957) samt hans Bøger og bogsamlere. Bibliofiliens historie (1962)

Senest udkom trebindsværket Danske bogsamlere i det 20. århundrede, redigeret og skrevet af medlemmer af Dansk Bibliofil-Klub, udgivet af Det Kgl. Bibliotek og publiceret som årgangene 2011-12 og 2016-17 af Forening for Boghaandværks tidsskrift Bogvennen.

På længere sigt risikerer bibliotekernes bogkøb sammen med den private bibliofili at udtynde markedet for især klassiske bøger i gode eksemplarer, hvad der understreger vigtigheden af i fremtiden at kunne lokalisere private anskaffelser af vigtige og sjældne værker ved hjælp af referenceværker som ovennævnte og eventuelt at kunne spore bøgernes vej gennem antikvariater og auktionshandel.

• antikvarboghandel
• Dansk Bibliofilklub