Faktaboks

F. Hendriksen

Rasmus Frederik Hendriksen, Xylograf Hendriksen, Xylografen

Født
11. august 1847, København
Død
13. januar 1938
F. Hendriksen
F. Hendriksen
Af /Det Kgl. Biblioteks billedsamling.

Frederik Hendriksen var en meget indflydelsesrig dansk boghåndværker. Efter endt læretid som xylograf (træsnitskærer) og et par års arbejde i faget i London åbnede han 1870 et værksted i København, der stadig (2021) er virksomt som reproduktionsatelier under navnet F. Hendriksens Eftf.

I 1888 tog han – sammen med en kreds af fremtrædende biblioteks- og universitetsfolk, (heriblandt Edvard Brandes) – initiativet til Forening for Boghaandværk og i 1893 initiativet til Fagskolen for Boghaandværk. Den blev en af Europas første fagskoler for de grafiske fag og en af Europas første teoretiske overbygninger på den traditionelle mesterlære.

Idemæssigt var han inspireret af den engelske Arts and Crafts-bevægelse, og siden 1890'erne af William Morris og hans Kelmscott Press. Modsat William Morris var Hendriksen imidlertid også optaget af den allernyeste teknologi, og fx indenfor reproduktionsteknik var han først i Danmark med den fotografisk fremstillede halvtonekliché.

Xylograf Hendriksen må tilskrives æren for, at dansk boghåndværk og industri – fra et teknisk og kunstnerisk lavt stade ca. 1870 – i løbet af hans levetid kom på niveau med den nyeste internationale udvikling.

Med idealistisk ildhu og personlig gennemslagskraft markerede F. Hendriksen sig også stærkt i dansk kulturliv. Da Københavns Rådhus skulle indvies i år 1905, var det F.Hendriksen der blev bedt om at holde festtalen. Hans erindringsværker er vigtige kilder til tidens kunst- og kulturhistorie, navnlig Mennesker og Oplevelser (1910; udvidet udg. 1932) og En dansk Kunstnerkreds fra sidste Halvdel af 19. Aarh. (1928).

Litteratur:

  • Pedersen, Valdemar: Xylograf F.Hendriksen 1847-1938. Mennesket og Borgeren. Reformatoren. Skribenten. Tiden omkring ham. Forening for Boghaandværk 1888-1963. 1963.

"Jagede Raadyr", xylografi af Frederik Hendriksen efter maleri af A.Mackeprang, tegnet på træstokken af kunstneren selv. Bragt i et følgeblad til Hendriksens eget tidsskrift Ude og Hjemme i 1877. Format: 18,5 x 15,4 cm. Nytryk 1990 af Poul Steen Larsen

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig