Antikvarboghandel. Logo for International League of Antiquarian Booksellers med mottoet Kærlighed til bøgerne forener os.

Antikvarboghandel, den del af boghandelen, der varetager køb og salg af sjældne og gamle bøger, af nye, brugte og udsolgte bøger samt af manuskripter, breve og ældre grafik.

Antikvarboghandel var i oldtiden og middelalderen vævet sammen med boghandel, idet gamle afskrifter blev handlet side om side med nye.

Johann Gutenbergs opfindelse ca. 1450 gjorde snart trykte bøger langt mere udbredte og billigere end de håndskrevne. Det var det elementære behov for at eje bestemte tekster, der var dominerende, og for så vidt var det fortsat svært at skelne mellem antikvarboghandel og almindelig boghandel.

Sideløbende hermed voksede interessen gradvis i 1600- og 1700-t. for særlig smukt trykte bøger, udsøgte bogbind og efterhånden også for eksemplarer, der havde tilhørt berømte kulturpersonligheder eller var forsynet med en håndskreven dedikation fra forfatteren.

Moderne antikvarboghandel dækker behovet, dels for udsolgte, brugte bøger, dels for bibliofile bøger og håndskrifter; private samlere og offentlige samlinger optræder som købere af den sidstnævnte kategori. Faget antikvarboghandel yder således en aktiv indsats for bevaring og formidling af den boglige kulturarv, men dets aktivitet forudsætter naturligvis en kundekreds.

Bogpriserne fastsættes på grundlag af udbud og efterspørgsel. Især for bibliofile bøgers vedkommende bygger værdiansættelsen på bogens sjældenhed, indbinding og øvrige tilstand samt på antikvarens erfaring og bogauktionspriserne. Den første kendte bogauktion blev afholdt i 1604 hos Elzevier i Leiden.

I Danmark omtales antikvarboghandel fra midten af 1600-t. I de følgende godt 100 år var offentlige auktioner over bogsamlinger den mest almindelige handelsform, men omkring 1800 vandt butikssalg frem. Antikvarboghandeler, eller antikvariater, blev da i hovedsagen et københavnsk fænomen, fordi Københavns Universitet og andre læreanstalter sikrede en fast kundekreds. Herman H.J. Lynge var blandt 1800-t.s betydeligste danske antikvarer.

I begyndelsen af 1900-t. opstod der på grund af efterspørgslen specialantikvariater, fx inden for musik, teologi, grafik. I løbet af 1900-t. åbnede flere antikvariater i danske provinsbyer.

Siden ca. 1970 har den bibliofile del af dansk såvel som international antikvarboghandel været ramt af stagnation; i europæiske storbyer tvang stigende lejeomkostninger antikvariater til at indrette sig i lejligheder eller flytte ud på landet til billigere adresser. I København voksede antallet af antikvariater i denne periode i brokvartererne, mens flere ældre antikvariater i den indre by blev nedlagt eller indskrænket.

Fra hovedsagelig at have foregået gennem kataloger sker en væsentlig del af handelen med antikvariske bøger i dag over internettet. I Danmark fører medlemmer af Den Danske Antikvarboghandlerforening en hjemmeside, hvor enhver kan søge bogtitler og få oplyst, hvilke antikvariater der p.t. har dem til salg og til hvilke priser. Det gør det lettere for forbrugerne at sammenligne priser, hvilket har medført et mere ensartet prisleje.

En del antikvariske bøger sælges fortsat på auktioner både til private og til antikvariater. Københavns Auktioner, som tidligere stod for et betydeligt salg, ophørte med bogauktioner i 2006, men sælger stadig bøger som del af dødsboer o.l. Auktionshuset Bruun Rasmussen har foruden de meget besøgte bogauktioner i Bredgade i København månedlige bogauktioner på internettet.

Den Danske Antikvarboghandlerforening blev grundlagt i 1920 som Nordens første; foreningen er tilsluttet Den Internationale Antikvarboghandlerliga (International League of Antiquarian Booksellers), der blev stiftet i København i 1949 og tæller 20 nationale foreninger, 30 medlemslande og ca. 2000 førende antikvariater over hele verden (2007). Ligaen udgiver internationale fortegnelser med medlemmernes adresser og specialer og en ordbog med fagets terminologi på ni sprog.

Kommentarer (1)

skrev Finn Andersen

Lauritz.com A/S er dødt. Det eksisterer ikke mere.

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig