Suhrkamp Verlag, tysk bogforlag, grdl. 1950 i Frankfurt am Main efter et brud mellem Fischer Verlag og Peter Suhrkamp (1891-1959), der havde ledet den del af forlaget, som forblev i Tyskland efter 1933. Mens fx Thomas Mann holdt sig til Fischer Verlag, skiftede andre forfattere, blandt dem Hermann Hesse, Bertolt Brecht og Th.W. Adorno, til Suhrkamp, hvis forlag under hans navn og siden under Siegfried Unselds (1924-2002) ledelse udviklede sig til et af de førende litterære forlag i Tyskland; desuden har forlagets udgivelser af tysk og international teoretisk litteratur inden for sociologi, filosofi mv. været toneangivende i intellektuelle og politiske debatter. Efter Siegfried Unselds død ledes forlaget af hans enke, Ulla Unseld-Berkéwicz (f. 1946). I 2010 flyttede forlaget sit hovedsæde fra Frankfurt til Berlin. Til huset Suhrkamp hører også Insel Verlag, Deutscher Klassiker Verlag og Jüdischer Verlag.