Rizzoli, italiensk forlag, grdl. 1929 i Milano af Angelo Rizzoli (1889-1970) med udgangspunkt i familiens trykkeri. Forlaget overtog i 1974 avisen Il Corriere della Sera samt en række andre blade. Pga. økonomiske problemer blev koncernen i 1982 sat under administration, men blev reddet af et konsortium, anført af selskabet Gemina, hvori Fiat er storaktionær. I 1986 blev koncernen omstruktureret og omdøbt til RCS Editore. RCS Editore har aktiemajoriteten i Gruppo Editoriale Fabbri, der omfatter forlagene Bompiani, Sonzogno og ETAS. Rizzolis egen udgivelsesprofil er bred med hovedvægten på skønlitteratur. Bompiani har udgivet de fleste af Umberto Ecos bøger. Foruden forlagsvirksomhed beskæftiger RCS-koncernen sig også med bl.a. filmproduktion.