Modtryk, dansk bogforlag, grdl. i 1972 af en række venstrefløjsaktivister med tilknytning til Aarhus Universitet. Fra at have været et forlag, der udelukkende beskæftigede frivillig arbejdskraft og udgav politisk litteratur, er Modtryk i dag et professionelt forlag, der foruden debat- og undervisningslitteratur udgiver kriminalromaner af forfattere som Jan Guillou, Philip Kerr, Jo Nesbø og Arne Dahl samt børnebøger af fx Rune T. Kidde.