Herman H.J. Lynge, Herman Henrik Julius Lynge, 1822-1897, dansk antikvarboghandler med egen forretning i København siden 1853. Med sin store viden og sikre forretningssans var han pioner for dansk antikvarboghandel i nutidig forstand. Han var selv storsamler af bøger, mønter og kunst, der bortauktioneredes efter hans død. Firmaet, der videreførtes af sønnen Herman Lynge (1862-1945), har siden 1932 været på andre hænder, men navnet er bevaret som Lynge & Søn A/S.