Feltrinelli, Giangiacomo Feltrinelli Editore S.p.A., italiensk bogforlag, grundlagt 1954 af trævarefabrikanten Giangiacomo Feltrinelli (1926-72), der i 1957 sikrede sig de internationale rettigheder til Boris Pasternaks verdenssucces Dr. Zivago. Feltrinelli er i dag et familieejet kvalitetsforlag af udogmatisk venstreorienteret observans. Koncernen, der har boglader over hele Italien og i flere udenlandske storbyer, ledes af Feltrinellis søn Carlo (f. 1962) og af hans enke Inge.

G. Feltrinelli, der i 1960'erne var aktiv på den revolutionære venstrefløj, grundlagde ca. 1970 terrorgruppen GAP, der bl.a. samarbejdede med Rote Armee Fraktion i Vesttyskland. Feltrinelli blev dræbt af sin egen bombe, da han forsøgte at sabotere en højspændingsmast på en af sine grunde i udkanten af Milano.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig