Bra Böcker, Bokförlaget Bra Böcker AB, svensk bogforlag, grdl. 1965 med hovedsæde i Höganäs, Skåne. Det havde nære forbindelser til det danske forlag Lademann frem til 1973, da Rolf Janson overtog Bra Böcker. I 1994 blev det solgt til International Masters Publishers AB (IMP), der ejes af den svenske forretningsmand Alf Tönnesson og hans fire børn. Med flere datterselskaber og bogklubber udgør Bra Böcker en vigtig koncern i svensk forlagsverden. Forlaget udgiver populære forfattere som Jean M. Auel, Tom Clancy, Stephen King og Dean Koontz. 1989-1996 udgav Bra Böcker Nationalencyklopedin i 20 bind, og 1972-99 fire udgaver af Bra Böckers Lexikon i 25 bind.