J. Christian Bay var en dansk-amerikansk bibliotekar. Uden at være student fik Bay en naturvidenskabelig uddannelse ved Københavns Universitet og emigrerede i 1892 til USA. Her blev han i 1901 medarbejder ved Library of Congress og i 1905 knyttet til det private John Crerar-bibliotek i Chicago; under Bays ledelse i 1928-62 udviklede dette bibliotek sig til et af USA's betydeligste inden for medicin og naturvidenskab. Bay opretholdt livet igennem et nært forhold til Danmark og tilhørte de toneangivende dansk-amerikanske kredse.