Kopibog, brevbog, bog indeholdende kopier af udgående skrivelser, normalt ordnet i kronologisk rækkefølge. Siden middelalderen har kopibøger været anlagt af administrative myndigheder som internt hjælpemiddel for altid at have et sikkert overblik over egne forvaltningsmæssige afgørelser. Også private virksomheder og enkeltpersoner har gennem tiderne anlagt kopibøger over deres udgående breve.