Freies Deutsches Hochstift, litterær forskningsinstitution i Frankfurt am Main, grdl. 1859 som en form for almenoplysende akademi. Et Goethemuseum indrettedes siden i digterens fødehjem, som institutionen havde erhvervet i 1863, og der blev nybygget i tilslutning hertil.

Allierede luftangreb i 1944 ødelagde bygningerne totalt; efter 2. Verdenskrig blev de genopført og yderligere udvidet, og inventaret kom tilbage fra evakuering; i 1960'erne kom et litteraturvidenskabeligt forskningsinstitut til.

Med hovedvægt på tysk litteratur i perioden ca. 1720-1840 råder Freies Deutsches Hochstift over omfattende samlinger af bøger, breve og manuskripter. Tekstkritiske udgaver, skriftrækker og museumsudstillinger hører til stiftelsens faste program.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig