Baskerville Antikva

Karakteristisk for Baskervilles antikva (herefter kaldt Baskerville) er bogstavernes runde former og næsten lodrette akse, deres diskrete kontrast mellem grundstreger og hårstreger, deres ensartede farveholdning i trykket i alle skriftstørrelser, bogstavernes næsten vandrette seriffer og en kursiv variant med elegante, svungne linjer og udtalte præg af skriveskrift. Et kendetegn ved skriften er den lille åbning i bogstavet g's underlængde. Det hele er med til at give Baskerville et varmt og venligt udseende. Man betegner Baskerville som en "overgangsskrift", fordi den med sit design viser overgangen i stiludtryk mellem barok og klassicisme .

John Baskerville døde i 1775, og i 1779 afhændede enken hans skriftmateriel til den franske forfatter og forretningsmand Pierre August Beaumarchais, som brugte skriften til den berømte 70-binds udgave af Voltaires samlede værker ("Kehl-udgaven", 1784-1789). Siden blev matricerne videresolgt efter tur til forskellige franske skriftstøberier, der solgte skriften uden oprindelsesnavn til franske trykkerier.

I første række fik Baskerville indflydelse på bogtrykkere og skriftstøbere i England, som lancerede deres egne versioner af Baskerville med egne navne efter initiativtagerne selv. John Fry's Baskerville (1768) lever videre i dag som digitalfonten Baskerville Old Face. Skriften Bell (1787) efter forlægger og bogtrykker John Bell (1745-1831), der var blandt de allerførste bogtrykkere i Europa som erstattede det traditionelle, lange ſ i antikvaskriftens minuskler med det korte s som begyndelsesbogstav og bogstav s midt i ordene).

Andre efterfølgere var skriften Bulmer (1794) efter stempelskærer William Bulmer (1757-1830) og skriften Bensley (1797) efter bogtrykker Thomas Bensley (1759-1833). Den samlede effekt af Baskerville og dens efterkommere blev markant. Både forlagshuset Didot i Frankrig og bogtrykker Giambattista Bodoni i Italien fik nu travlt med at rette op på aksen i deres gamle bogstavdesigns og accentuere grundstregernes tykkelse.

I anden række fik Baskerville indflydelse på europæisk skriftbrug og bogtilrettelæggelse, der nu krævede øget skydning af satsen, hyppigere afsnitsopdeling af teksten og bredere marginer. Krav der kan ses opfyldt tidligt også i dansk bogtryk, som fx i Johannes Ewalds Adam og Eva fra 1769 og i Oehlenschlägers berømte Digte fra 1803.

Længe var skriften tilsyneladende forsvundet i Frankrig. Men i 1917 blev den tilfældigvis genkendt i en bog i en Cambridge-boghandel af den amerikanske designer Bruce Rogers, og skriften blev sporet til det store franske skriftstøberi Deberny & Peignot, der nu ejede matricerne. Her blev Baskerville i 1921 på Bruce Rogers’ foranledning genstøbt og leveret i portioner til Harvard University Press, hvor Bruce Rogers siden brugte den til en række af sine bøger. Inden da havde skriftdesigneren Stanley Morison i England kopieret skriften over på Monotype-matricer og i 1923 lanceret den til bogtryk som Monotype Baskerville. Netop det design kommer nok tættest på det oprindelige Baskerville fra 1754.

Interessen for skriften havde tidligt bredt sig til kontinentet, og her havde det store tyske Bauersche Gießerei i Frankfurt også i 1923 fremstillet en selvstændig kopi af skriften til deres linesættestøbemaskine (Linotype), tidens mest udbredte satssystem. Og her opstod så den første Baskerville, vi kom til at kende i danske bøger. Den blev introduceret i Danmark i 1924 med Bauersche Gießereis version, indkøbt bl.a. af Fr.Bagges Kgl. Hofbogtrykeri.

Og da Forening for Boghaandværk i 1932 besluttede at udgive en bog, der skulle demonstrere hvordan en enkel, letlæselig, velproduceret og prisbillig bog skulle se ud, så valgte Henrik Koppels Forlag Baskerville som skriftsnit til bogen Maxim Gorkis Min Barndom, som udkom i 1933. Også Steen Eiler Rasmussen brugte på den tid Baskerville, bl.a. til sin smukke Billedbog fra en Kinarejse fra 1935, ligesom Baskerville i Monotypes udgave var fast inventar hos bogtrykker C.Volmer Nordlunde.

Baskerville forblev helt frem til 1980'erne en af den flittigst brugte skrifter til litterære og humanistiske udgivelser, ikke blot i Danmark men også i både England og USA. Frem til midten af 1990'erne var Baskerville stadig stærkt repræsenteret indenfor de genrer. Siden digitalskrifternes fremkomst i midten af 1990'erne er der imidlertid kommet så mange gode valgmuligheder, at Baskerville står lidt i skyggen. Skrifter er blevet stadigt vigtigere designelementer. I dag har vi dog stadigt en vifte af lidt forskellige digitaliserede "Baskerviller" til rådighed, fx Baskerville Old Face, en version ved navn New Baskerville, og endelig Baskerville Book som er resident font på de fleste pc'er.

• Gaskell, John: Baskerville. A Bibliography. Cambridge, 1959.
• Larsen, Poul Steen og Henrik Birkvig. Da Baskerville kom til Bogdanmark. Forening for Boghaandværk 2018 (Online) https://docplayer.dk/109399802-Baskerville-kom-til-bogdanmark-af-poul-steen-larsen-henrik-birkvig.html
• Reimer, Eli: Baskervilles Virgil. En forløber for den nye antikvastil (i: Bogvennen. Forening for Boghaandværk 1971-73. Hæfte 4, Februar 1972, s. 150-54)
• Reimer, Eli og Henrik Birkvig: Skriftanalyse.København: Den Grafiske Højskole, 1995
• Reimer, Eli: Skriften vort vigtigste værktøj. Redigeret og færdiggjort af Henrik Birkvig. København: Grafisk Litteratur, 2003 (Den nye Selmar/ 3).
• Updike, Daniel Berkeley: Printing Types, their History, Forms and Use. Cambridge: Harvard U.P, 1922.