Faktaboks

Eric Mourier
Født
29. september 1939
Død
8. april 2022
Eric Mourier
Af /©Mette Mourier.

Eric Mourier var en fremtrædende dansk grafisk designer. Han var udlært inden for det litografiske fag og var dimittend fra Den Grafiske Højskole (fra 2008 Danmarks Medie- og Journalisthøjskole) med speciale i grafisk formgivning.

Mourier var ansat på skolen i årene 1966-1981, siden havde han egen tegnestue sammen med hustruen Mette Mourier. I fællesskab producerede de noget af det bedste inden for dansk bogdesign. Loyale over for opgaverne arbejdede de i den klassiske stil. Specialerne spændte fra helt store illustrationsværker til ganske små frimærker for Post Danmark. Prægtige bøger om malerne Jens Juel (1991), Jens Søndergaard (1993) og Joh. Thomas. Lundby (1994) – ved siden af store værker med kompliceret billedstof fra Grønland (1991-99) og fire bøger om Melchior Lorck (2009) viser Eric og Mette Mourier dygtighed i tilrettelægning og gengivelse af billedstof.

I 1968-70 havde Eric Mourier som et forskningprojekt tegnet en slags geometrisk alfabet af versaler (de store bogstaver), der blev overført på film og introduceret 1970 i et lille leporello-album med tekst af forfatteren Knud Holten, "Myten om fuglen F" .

Udviklingen i grafisk teknologi og arbejdsformer fra offset til digitaltryk fulgte ægteparret med mange pædagogisk tilrettelagte læremidler; eksempelvis bøgerne "Fra idé til tryk" (1977), "Typografi og layout på skærmen" (1989) og "Bogdesign. Tilrettelægning af illustrerede bøger" (1999), 2. reviderede og udvidede udgave i 2013. Sidstnævnte værk samler grundlaget for grafisk opbygning af bøger og viser med mange eksempler, hvordan en foreliggende grafisk opgave kan løses.

I 2008 fastsatte Eric og Mette Mourier bl.a. den typografiske grundopsætning for Dansk Sprog- og Litteraturselskab og i 2009 for Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab. Sammen blev ægteparret blandt andet tildelt Knud V. Engelhardts Mindelegat i 1999, modtog i 2001 Forening for Boghaandværks Ærespris og i 2022 Lis Ahlmanns Legat.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig