Gyldendal. Et nutidigt kig ind ad porten i Klareboderne 3 i København. Porten har haft dette udseende siden en omfattende ombygning i 1904-05. Siden 1903 har forlaget officielt heddet Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag. Tv. i porten minder en indmuret plade om, at skoledrengen Søren Kierkegaard havde sin daglige gang i bygningen, idet Borgerdydskolen 1812-52 lejede lokaler i det store hus.

.

Gyldendal. Grundlagt i 1770 af Søren Gyldendal (1742-1802), som i 1787 købte gården Klareboderne 3 i København, der endnu i dag er forlagets adresse. Her set fra en af gårdene.

.

Gyldendal. Det gamle mødelokale, Mahognistuen, hos Gyldendal.

.

Gyldendal. Et kig ind i Gyldendals forstue med adgang til Gyldendal skønlitterære afdeling.

.

Gyldendal. En trappeopgang i Gyldendals gamle bygning.

.

Gyldendal. En af opgangene i Gyldendals bygninger.

.

Gyldendal er Danmarks største og ældste eksisterende bogforlag. Det blev grundlagt i København i 1770 som Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag AS. Direktionen består i dag (2023) af Hanne Salomonsen, administrerende direktør siden 2022, og Peter Normann, økonomidirektør siden 2021.

Faktaboks

Også kendt som

Gyldendal A/S; tidligere Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S

Gyldendals udgivelser

Gyldendal udgiver skønlitteratur, både moderne og klassisk. Oplysnings- og undervisningsmaterialer, herunder Gyldendals Røde Ordbøger, børne- og ungdomslitteratur samt fag- og håndbøger har traditionelt også indtaget en fremtrædende plads blandt udgivelserne.

Dertil kommer billigbøger, fx Gyldendals Tranebøger fra 1959 og Gyldendals Paperbacks fra 1982, og bogklubber, fx Gyldendals Bogklub fra 1966.

Gyldendals historie

Gyldendal blev grundlagt i 1770 af Søren Gyldendal, som i 1787 købte gården Klareboderne 3 i København, der endnu i dag er forlagets adresse.

I 1809 blev forlaget overtaget af grundlæggerens svigersøn, Jacob Deichmann (1788-1853), der i 1850 overdrog det til sin medarbejder Frederik V. Hegel. Det var navnlig Frederik V. Hegels fortjeneste, at den moderne skønlitteratur blev en vigtig del af forlagets profil.

Under sønnen Jacob Hegel (1851-1918) sammensluttedes Gyldendal i 1903 med Det Nordiske Forlag og omdannedes til et aktieselskab; siden har forlaget været ledet af vekslende direktionskonstellationer.

Ernst Bojesen var en inspirator, da han 1903-14 var ansat, ligesom Peter Nansen, der lagde forlagets skønlitterære kurs 1896-1916. Tredje generation af Hegelslægten, Frederik Hegel (1880-1961), indtrådte i 1912 som meddirektør. I 1925 udskiltes forlagets norske afdeling, der siden 1906 havde virket i Kristiania, og som Gyldendal Norsk Forlag er det forblevet et af Norges førende kvalitetsforlag (se Harald Grieg).

I årene 1940-1954 havde Gyldendal atter en enedirektør, Ingeborg Andersen; hun efterfulgtes, da Knud W. Jensen havde erhvervet aktiemajoriteten, af tremandskollegiet Otto B. Lindhardt, Jokum Smith (1920-80) og Ole Wivel.

Ved årsskiftet 1998/1999 solgte Munksgaard-gruppen store dele af sin virksomhed til Gyldendal, der dels videreførtes som de helejede datterselskaber Rosinante Forlag, Høst & Søns Forlag og Hans Reitzels Forlag, dels som aktiviteter under Gyldendal Uddannelse. I 2001 købte Gyldendal Munksgaard-gruppens tilbageværende dansksprogede forlagsaktiviteter, der videreføres som det helejede datterselskab Munksgaard Danmark A/S.

Efter færdigudgivelsen af Den Store Danske Encyklopædi i 2001 blev datterselskabet Danmarks Nationalleksikon A/S pr. 1. januar 2002 fusioneret ind i Gyldendal, der siden stod bag udviklingen og lanceringen af Den Store Danske som en del af afdelingen Gyldendal Digital. Fra 2019 er Den Store Danske udgivet af foreningen lex.dk, som Gyldendal er medlem af sammen med G.E.C. Gads fond, Danske Universiteter og Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.

Ud fra ønsket om større enheder i koncernen blev datterforlagene Forlaget Forum, Samlerens Forlag, Forlaget Fremad, Høst & Søns Forlag og Rosinante Forlag fusioneret i 2002 under navnet GB-forlagene A/S; i 2007 ændredes navnet til Rosinante&Co A/S. Datterforlaget Tiderne Skifter solgtes samme år til forlægger Claus Clausen. I 2016 generhvervede Gyldendal Tiderne Skifter.

I 2004 erhvervede Gyldendal væsentlige dele af Gads Forlags aktiviteter samt Forlaget Systime, og i 2006 Cicero/Chr. Erichsens Forlag, der fra 2007 fortsatte som selvstændigt datterselskab i Rosinante&Co A/S.

I 2007 erhvervede Gyldendal Atheneum International Boghandel, bl.a. med det formål at etablere en internetboghandel samt 60 % af aktierne i KREA-medier, som laver computerbaserede lærings- og underholdningsspil for børn og unge. Andelen i KREA-medier blev igen frasolgt i 2010. I samarbejde med Danmarks Jurist- og Økonomforbund (Djøf) oprettede Gyldendal også i 2007 Nyt Juridisk Forlag. I 2013 overtog Gyldendal Borgens Forlag, blev medejer af Storytel, en abonnementstjeneste for lydbøger, og netbutikken g.dk blev lukket. Aktierne i Storytel blev afhændet i 2014.

I marts 2022 solgte Gyldendal alle sine ordbogsaktiviteter til Ordbogen A/S, som driver ordbogen.com.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig