Bertelsmann AG, mediekoncern med rødder i det bogforlag, som trykkeren og forlæggeren Carl Bertelsmann (1791-1850) grundlagde i 1835 i Gütersloh i Tyskland. Siden 1945 har Bertelsmann udviklet sig til en af verdens største mediekoncerner; det er sket gennem bogklubber, udgivelse af leksika, investering i musik-, film- og tv-branchen samt opkøb af tyske og udenlandske bogforlag.

Stort set alle genrer og kvalitetsniveauer er repræsenteret i koncernens produktion. De amerikanske forlag Bantam Books og Doubleday samt store trykkerier hører til koncernen.

Med købet af forlagsgruppen Random House i 1998 blev Bertelsmann den største forlagsvirksomhed i den engelsktalende verden; hertil kom det engelske forlag Penguin Books Ltd, der i 2012 fusionerede med Random House. Med pladeselskaberne Arista og RCA har koncernen en solid placering på musikmarkedet; desuden ejer den 22 TV-stationer i ti lande.

I 1999 gik man ind i e-handel med oprettelsen af BOL (BertelsmannOnLine), som i et par år også havde en dansk afdeling. For at styrke uddannelsesområdet købtes desuden Springer-Verlag i 1999.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig