Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

bogformat

Oprindelig forfatter ENie Seneste forfatter PStL

bogformat, en bogs størrelse, oprindelig bestemt af det antal gange og den måde, hvorpå det trykte ark falses, dvs. foldes. Folio, 2°, er foldet én gang (4 sider pr. ark), kvart, 4°, to gange (8 sider pr. ark) og oktav, 8°, tre gange (16 sider pr. ark). Til små og smalle formater foretrak man i ældre tid ofte duodez, 12°, hvor to tredjedele af arket er foldet tre gange og den sidste tredjedel to gange og indlagt heri (24 sider pr. ark). Sjældnere er sedez, 16°, hvor arkene er foldet fire gange (32 sider pr. ark).

Dette gjaldt uanset arkenes størrelse. I 1900-t. er bogens absolutte størrelse imidlertid blevet afgørende, og højdemål har gradvis fortrængt de gamle formatbetegnelser. Folio betegner sædvanligvis bøger over 35 cm i højden, kvart 25-35 cm i højden og oktav under 25 cm. Ved højformat er højden større end bredden — modsat tværformat.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ervin Nielsen: bogformat i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=49010