• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Forening for Boghaandværk

Oprindelig forfatter ENie Seneste forfatter Redaktionen

Forening for Boghaandværks logo, oprindeligt skabt af Hans Tegner i 1888. Redesignet 1954 til det aktuelle af Erik Ellegaard Frederiksen.

Forening for Boghaandværks logo, oprindeligt skabt af Hans Tegner i 1888. Redesignet 1954 til det aktuelle af Erik Ellegaard Frederiksen.

Forening for Boghaandværk, stiftet 1888 i København af xylograf Frederik Hendriksen mfl. Formålet var, og er fortsat, at vække interesse for og højne den trykte bogs kvaliteter med hensyn til dens designmæssige, tekniske, grafiske og kunstneriske udførelse. Dette søges nået gennem møder, foredrag og udstillinger for fagets udøvere og interesserede, og ved hvert år at uddele priser for årets grafisk bedst udførte bøger samt hædre fagets fornemmeste udøvere. Foreningens virke har gennem mere end 100 år bidraget til dansk bogproduktions høje grafiske og tekniske niveau.

Foreningen driver selvstændig udgivervirksomhed blandt andet af tidsskriftet Bogvennen (siden 1893, oftest som årbog) og kataloget Årets bedste bogarbejde (siden 1934). Årets bedste bogarbejde udstilles hver sommer i Den Sorte Diamant på Det Kongelige Bibliotek, og derefter vises udstillingen rundt omkring i Danmark og på den årlige internationale bogmesse i Frankfurt.

Annonce

2013 fejrede Foreningen for Boghaandværk sit 125 års jubilæum med udstillingen Dansk Bogkunst - højdepunkter gennem seks århundreder,Det Kongelige Bibliotek. I tilknytning til udstillingen udgav foreningen i samarbejde med Det Kongelige Bibliotek en bog med samme titel. Der er ca. 800 medlemmer (2013).

Foreningen for Boghaandværks hjemmeside

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ervin Nielsen: Forening for Boghaandværk i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=78191