• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Erik Ellegaard Frederiksen

Oprindelig forfatter BRoh Seneste forfatter Redaktionen

Erik Ellegaard Frederiksen, 29.4.1924-21.6.1997, dansk industriel grafiker. Efter 1946-48 at have været assistent hos arkitekt Gunnar Biilmann Petersen og 1948-50 hos den schweiziske bogkunstner Jan Tschichold på Penguin Books i London blev Erik Ellegaard Frederiksen i 1950 freelancegrafiker, og 1951-79 tillige lærer på Den Grafiske Højskole (fra 2008 Danmarks Medie- og Journalisthøjskole).

I 1954 tog han initiativet til oprettelse af en særlig formgivningslinje på højskolen og til Sammenslutningen af Industrielle Grafikere (som i 1967 indgik i foreningen Industrielle Designere i Danmark).

Med bøgerne Knud V. Engelhardt. Arkitekt og bogtrykker (1965) og Offentlig design (s.m. Niels Kryger og Christian Ejlers, 1970) var Erik Ellegaard Frederiksen blandt de første i Danmark til at gøre ordet 'design' til et alment forståeligt og nyttigt begreb. Og gennem egne talrige bogtilrettelæggelser og andre typografiske arbejder prægede han gennem fem årtier udtrykket specielt i dansk grafisk produktion. Hertil bidrog også hans grafisk-pædagogiske forfatterskab, fx Bogens funktion og æstetik (1955, genudgivet i 1981).

Annonce

Erik Ellegaard Frederiksen blev bl.a. tildelt Levison-Prisen 1977, Dansk Numismatisk Forenings Æresmedalje 1985, Forening for Boghaandværks Ærespris 1988, Dansk Designråds Årspris 1988 og i 1994 Thorvald Bindesbøll Medaljen.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bent Rohde: Erik Ellegaard Frederiksen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 3. december 2016 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=79681



    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. Erik Ellegaard FrederiksenMarker den cirkel
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Leksikon

  • Historik
  • Ekspert

    PStL