Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Bent Rohde

Oprindelig forfatter PStL Seneste forfatter Redaktionen

Bent Rohde, f. 1928, dansk grafiker; udlært håndsætter 1949. Dimittend fra Den Grafiske Højskole 1954. Afdelingsleder v. Den Grafiske Højskoles specialestudium i grafisk formgivning 1957-95. Sideløbende hermed har Bent Rohde været gæstelærer på de fleste andre læreanstalter i Danmark, hvor grafisk design og typografi doceres.

Rohdes omfattende virke har præget dansk design på afgørende måde. I 1959 udsendte han i egen kalligrafi (og dansk oversættelse ved Poul Høybye) Ludovico Vincentinos berømte lærebog i skrivekunsten La Operina (1522). En række lærebøger om skrivekunst fulgte: Bredpen-kursiv (1964), Skriv smukt (1985) og Skriv dekorativt (1988).

Annonce

I 1970erne og 80erne udformede Bent Rohde nye design- og typografiregler for adskillige dagblade, museer og større virksomheder, eksempelvis i 1974 for Berlingske Tidende og i 1974-75 for Nationalmuseet.

Bent Rohde skabte i 1992 typografien til Bibelselskabets udgave af Det Nye Testamente, og i 1994-97 – i samarbejde med kongehuset - designet til en række dagligseriefrimærker. Et hovedværk er typograferingen af Søren Kierkegaard Forskningcenterets store udgave af Søren Kierkegaards Skrifter (1997-2003).

I forlængelse af sit arbejde som grafiker er Bent Rohde aktiv i en lang række faglige sammenslutninger, herunder Forening for Boghaandværk siden 1962 (landsformand 1993-98).

Bent Rohde blev i 1974 tildelt Knud V.Engelhardts Mindelegat, i 1980 bronzemedaljen Schönste Bücher aus aller Welt, i 1983 Levison-Prisen og i 1989 Forening for Boghaandværks Ærespris. I 1998 udkom festskriftet Bent Rohde – en grafisk biografi i seks kapitler. Redigeret af Henrik Birkvig. I 1995 blev Bent Rohde tildelt Ridderkorset.