Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Thaning & Appels Forlag A/S

Oprindelig forfatter KHD Seneste forfatter Redaktionen

Thaning & Appels Forlag A/S, dansk bogforlag, etableret 1866 som forlagsboghandel i København af Vilhelm Thaning (1837-1917) og Lauritz Appel (1838-93). Efter 1917 havde virksomheden skiftende ledelse, indtil Niels Helweg-Larsen (1911-2008) overtog den i 1937; i 1941 indtrådte Godfred Hartmann i ledelsen.

Boghandelen frasolgtes 1947, og forlaget anlagde en bred, kvalitetsbetonet, kulturradikal linje. Tidens bedste kunstnere illustrerede og/eller tegnede omslag til bl.a. serien Verdenslitteraturens Humor. Ove Brusendorff stod fadder til en række erotiske udgivelser, bl.a. Fanny Hill, der i 1965 medførte en højesteretssag om utugt (se Fanny Hill-sagen). Tidsskriftet Vor Viden havde fra 1949 givet en økonomisk basis, men efterhånden kneb det.

I 1968 forlod Hartmann forlaget; Helweg-Larsen førte det videre alene, indtil det 1977 blev en del af Kroghs Forlag A/S.

Annonce

Vilhelm Thaning. Foto: Albert Schou.

Vilhelm Thaning. Foto: Albert Schou.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Knud H. Ditlevsen: Thaning & Appels Forlag A/S i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=171401