Lindhardt og Ringhof er et dansk bogforlag, der blev etableret i 1971 af Otto B. Lindhardt og Gert Ringhof (1937-2002), der begge umiddelbart forinden havde forladt direktørstillinger i Gyldendal for at etablere eget forlag.

Udgivelser

Efter opbygningsår manifesterede forlaget sig med markante skønlitterære udgivelser af navnlig kvindelige udenlandske forfattere: Marilyn French, Toni Morrison, Liv Ullmann, Fay Weldon, og en række danske forfattere: Leif Davidsen, Hans Lyngby Jepsen, Jørn Riel, Henrik Stangerup; især Herdis og Johannes Møllehaves bøger opnåede stort salg.

Også fagbøger tegnede forlagets profil: Penelope Leachs (f. 1937) Vores Barn og Hugh Johnsons vinbøger. I 1979 lancerede forlaget "Månedens Tilbud hos Boghandleren", billigbøger, der i en måned sælges til særlig lav pris.

Opkøb, salg og fusioner

Den 1. januar 1986 overtog Lindhardt og Ringhof Jespersen og Pios Forlag. I 1990 blev Lindhardt og Ringhof solgt til den svenske Bonnier-koncern, i 1993 udtrådte Gert Ringhof af ledelsen, og i 1995 gik Otto B. Lindhardt på pension. Efter nogle turbulente år med mange udskiftninger i ledelsen blev forlaget fra 2005 en del af Bonnier Forlagene A/S, som desuden omfattede Akademisk Forlag, Forlaget Carlsen, Børsens Forlag og Bonniers Bogklubber.

I juni 2007 fusionerede Bonnier Forlagene med Aschehoug Dansk Forlag under Egmont Gruppen, og den samlede forlagsgruppe hedder nu Lindhardt og Ringhof. I denne forbindelse blev Morten Hesseldahl afløst som administrerende direktør af Anette Wad, der fratrådte i 2011.

Administrerende direktør fra 2011 er Lars Boesgaard. Forlagshuset består bl.a. af Lindhardt og Ringhof (L&R), Carlsen samt uddannelsesforretningen L&R Uddannelse, der rummer Alinea, Akademisk Forlag, Forstå, Praxis, moxis, GoTutor og Ordblindetræning.

Derudover består L&R også af det digitale forlag Saga, der siden 2014 har skabt Danmarks største katalog af e- og lydbøger, og som i dag er et betydeligt global digitalt forlag, der udgiver og genudgiver værker på en stadigt voksende række sprog og markeder.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig