Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Gad

Oprindelige forfattere JLunn og TNie Seneste forfatter FiSoe

Gottlieb Ernst Clausen Gad. Foto: L. Forbech.

Gottlieb Ernst Clausen Gad. Foto: L. Forbech.

Gad, G.E.C. Gads Forlag A/S, dansk forlag og boghandel, grundlagt 31. oktober 1855 i København af Gottlieb Ernst Clausen Gad (1830-1906) og videreført af hans sønner Oscar Tønsberg Gad (1869-1920) og Frederik Gad (1871-1956); virksomheden overgik i 1954 til den selvejende institution G.E.C. Gads Fond, der ud over at drive forretning skal virke til gavn for videnskabelige og kulturelle formål.

Forlaget G.E.C. Gads Forlag A/S har traditionelt haft stærke bånd til Københavns Universitet og udgivet en lang række teologisk, juridisk og historisk litteratur samt store værker som fx Trap Danmark, Nordisk Konversationsleksikon og for juraens vedkommende Ugeskrift for Retsvæsen.

I dag (2012) udgiver forlaget især historie- og kulturlitteratur, biografier og opslagsværker samt lærebøger inden for bl.a. jura, sundhedsvidenskab og sygepleje. Siden 2008 har forlaget tillige udgivet Kraks Blå Bog. Desuden udgav Søren Kierkegaard Forskningscenteret Søren Kierkegaards Skrifter (SKS) i 55 bind (1997-2013) på G.E.C. Gads Forlag A/S.

Annonce

Forlaget Gjellerup, der udgiver juridisk og erhvervsøkonomisk litteratur, samt forlaget Trojka, der udgiver både trykte og elektroniske lærebøger, er begge en del af G.E.C. Gads Forlag A/S.

Boghandlerkæden G.E.C. Gads Boghandel A/S er branchens største kapitalkæde med 18 butikker fordelt over hele Danmark foruden en internetboghandel.

Boghandlerkæden fusionerede i 2007 med Indeks Retail A/S, der omfatter de tre boghandlerkæder Bog & idé, Bøger og papir og BOGhandleren. 11 Gad-butikker er blevet Bog & idé-boghandlere, mens syv butikker er blevet tilknyttet BOGhandleren.

Gads internetboghandel

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jannik Lunn, Torben Nielsen: Gad i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=81588