Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Island - biblioteker og arkiver

Oprindelige forfattere Brink og HKgT Seneste forfatter Redaktionen

Landets nationalbibliotek, grundlagt 1818 i Reykjavík, blev i 1994 forenet med Universitetsbiblioteket, grundlagt 1940, i en ny, monumental bygning, Þjóðarbókhlaðan, under navnet Landsbókasafn Íslands. Háskólabókasafn; det rummer ca. 700 000 trykte bøger og ca. 15 000 manuskripter. Uerstattelige middelalderhåndskrifter, overført som gave fra Danmark 1971-97, opbevares i Stofnun Árna Magnússonar á Íslandi, heriblandt Codex Regius og Flatøbogen (se islandske håndskrifter). Af landets ca. 250 offentlige biblioteker er de 137 folkebiblioteker; siden 1827 er de opstået af private læseselskaber, det ældste fra 1790. Folkebibliotekernes samlede bogbestand er på ca. 2 mio. bind.

Nationalarkivet i Reykjavík, Þjóðskjalasafn Íslands, er fra 1915 både rigs- og landsarkiv, idet centraladministrationens og den lokale statsadministrations arkivalier samlet opbevares her ifølge forskrifter i Islands nugældende arkivlov af 1985. Fra Danmark overførtes i 1920'erne en mængde især ældre arkivalier vedrørende Island til nationalarkivet. Ud over nationalarkivet har byen Reykjavík sit eget stadsarkiv. Siden 1947 er der blevet etableret en række selvstændige distriktsarkiver, som finansieres af kommunerne og omfatter arkivalier fra både de lokale sysler og købstæderne.

Læs mere om Island.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lars Brink, Hans Kargaard Thomsen: Island - biblioteker og arkiver i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=99712