Heksagram, sekstakket stjerne, dannet af to ligesidede trekanter. Den forekommer i en del billeder som Betlehemsstjerne, den stjerne, som varslede Jesu fødsel, og kendes i øvrigt som davidsstjerne og navnlig siden 1500-tallet som symbol for jødedommen (se magen David og jødestjerne).

Faktaboks

Etymologi
Ordet heksagram kommer af heksa- og -gram.

Afgørende for heksagrammets symbolske betydninger er det, at verden ifølge 1.Mosebog blev skabt på seks dage (seksdagesværket, hexaëmeron), hvorpå Gud hvilede på den syvende. Sekstallet og det dermed forbundne heksagram er således først og fremmest skabelsens og skabergudens symbol. Vedrørende kinesisk heksagram, se Yi Jing.

Heksagrammet kan også opfattes som en regulær heksagon (sekskant) omgivet af seks ligesidede trekanter. I den nutidige jødedom er det disse syv geometriske figurer, der gør heksagrammet til et helligt symbol på linje med den syvarmede lysestage. I nyere symbolik er heksagrammet tillige et symbol for sammensmeltningen af manden (den opadpegende ligesidede trekant) og kvinden (den nedadpegende).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig