Dyre- og plantesymbolik er de symbolske betydninger som dyr og planter kan have. Dyre- og plantesymbolik spiller en stor rolle i næsten alle kulturer, og de forskellige egenskaber ved dyr og planter overføres på mennesker og guder. Hvad dyrene angår, er der meget, de er bedre til end mennesker. De kan have bedre sanser, være hurtigere, stærkere og udstyret med bedre instinkter.

Guder i dyreskikkelse

Dette forhold er erkendt, bl.a. hos naturfolk og i ældre kulturer, og fra at beundre og måske misunde dyrene er der ikke langt til at dyrke guder med dyreskikkelse eller som blandingsvæsner. Vi kender det fx fra egypternes Amon med vædderhoved, Hathor med kohoved etc. I den græske mytologi antog Zeus dyreskikkelser for bl.a. at erobre jordiske piger, han begærede, han kom til Leda som en svane, til Europa som en tyr.

Symboler fra Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente

I Det Gamle TestamenteEzekiel i en vision fire livsvæsner ved Guds trone, der havde træk fra mennesket, oksen, løven og ørnen (Ezekiel 1,4-10). De samme fire væsner går igen i Johannes' Åbenbaring, ligeledes som udtryk for aspekter ved det guddommelige væsen for siden hen (100-tallet e.v.t.) at blive tolket som evangelistsymboler. I Det Nye Testamente omtales Helligånden som en due, og Jesus kaldes bl.a. Guds lam og Løven af Juda stamme.

Symbolbetydninger i forhold til dyrs udseende og egenskaber

Dyr og planter får deres symbolbetydninger først og fremmest ud fra de associationer, deres udseende og egenskaber har givet anledning til. Navnlig i middelalderen hentede man desuden inspiration ved læsning af det senantikke værk Physiologus og de deraf afledte dyrebøger, herunder bestiarium. Heri beskrives og udlægges (symbolsk/allegorisk) en lang række dyrs udseende og adfærd.

Blomstersymbolik

Inden for plantesymbolikken er især blomstersymbolikken udbredt. I visse tilfælde vidner de populære betegnelser om den betydning, de tillægges, fx forglemmigej, hvor farven blå forbindes med trofasthed. Den hvide lilje er navnlig blevet brugt som symbol for Marias jomfruelighed, den røde rose som udtryk for Jesu kærlighed og blod/lidelse osv.

Dyre- og plantesymbolikken er meget kompleks, og den konkrete betydning må som regel søges inden for den tidsmæssige, kulturelle og kunstneriske sammenhæng, hvori symbolerne optræder.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig