• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

rokoko

Oprindelige forfattere MG-J, PBSoeog PRy Seneste forfatter Redaktionen

/@api/deki/files/24515/=ud_a_100271.mp3?revision=2

Potsdam. Sanssouci. Slottet er opført 1745-47 som sommerresidens for Frederik 2. den Store af Preussen i et kongenialt samarbejde mellem kongen og arkitekten G.W. von Knobelsdorff.

Potsdam. Sanssouci. Slottet er opført 1745-47 som sommerresidens for Frederik 2. den Store af Preussen i et kongenialt samarbejde mellem kongen og arkitekten G.W. von Knobelsdorff.

rokoko, kunsthistorisk stilfase i europæisk kunst og kunsthåndværk i første halvdel af 1700-tallet mellem barok og nyklassicisme.

Rokokoen opstod i Frankrig i begyndelsen af 1700-tallet med Pierre Lepautres og G.M. Oppenords interiørarkitektur, og den kom efterhånden til at omfatte alle kunstarter og bredte sig til store dele af Europa.

Den betegnes også Louis-Quinze efter Ludvig 15., der var konge 1715-74, og inddeles i style Régence ('regence-stil', 1715-ca. 1730), genre pittoresque eller style rocaille (1730-45) og style Pompadour (efter 1745).

Annonce

Rokokoen var først og fremmest en interiørkunst, en ramme om det elegant-mondæne selskabsliv i de parisiske privatpalæer, hôtels, der efter Ludvig 14.s død i 1715 afløste det strengt ritualiserede hofliv i Versailles.

Ordet rokoko kommer af fransk rococo, omdannelse af rocaille.

Amalienborg er et af Europas fineste rokokoanlæg. Midtpunktet i Eigtveds plan for Frederiksstaden er den ottekantede slotsplads, omgivet af Schacks Palæ, Moltkes Palæ, Levetzaus Palæ og Brockdorffs Palæ (nederst fra venstre med uret). Bydelens længdeakse er Amaliegade, der mod nord fører op mod Kastellets voldanlæg. Tværaksen er Frederiksgade med Frederikskirken (Marmorkirken) i vest og Amaliehaven langs Kvæsthusgraven mod øst (i forgrunden af billedet). Midt på slotspladsen i aksernes skæringspunkt står Salys rytterstatue af Frederik 5. med front mod kirken. Kolonnaden, der forbinder Schacks Palæ og Moltkes Palæ, er opført af C.F. Harsdorff i 1794, da kongefamilien flyttede ind på Amalienborg.

Amalienborg er et af Europas fineste rokokoanlæg. Midtpunktet i Eigtveds plan for Frederiksstaden er den ottekantede slotsplads, omgivet af Schacks Palæ, Moltkes Palæ, Levetzaus Palæ og Brockdorffs Palæ (nederst fra venstre med uret). Bydelens længdeakse er Amaliegade, der mod nord fører op mod Kastellets voldanlæg. Tværaksen er Frederiksgade med Frederikskirken (Marmorkirken) i vest og Amaliehaven langs Kvæsthusgraven mod øst (i forgrunden af billedet). Midt på slotspladsen i aksernes skæringspunkt står Salys rytterstatue af Frederik 5. med front mod kirken. Kolonnaden, der forbinder Schacks Palæ og Moltkes Palæ, er opført af C.F. Harsdorff i 1794, da kongefamilien flyttede ind på Amalienborg.

Man ønskede en lysfyldt, grænsenedbrydende virkning med en glidende overgang mellem ude og inde og mellem arkitektur, billede og dekorative elementer.

Vægfladerne blev opdelt af høje (franske) vinduer vekslende med spejle omgivet af bølgende rammer og boiseries, lyse, pastelfarvede træpaneler med udskårne, forgyldte ornamenter, mens overgangen fra væg til loft opblødtes af gesimsbånd, hvis rocailleværk kunne brede sig hen over loftet og ned ad væggen.

Malerier blev indfældet i denne overgangszone eller over dørene som dørstykker. Eksemplariske er den ovale salon i Hôtel de Soubise i Paris, udført 1735 af G.G. Boffrand og udsmykket med malerier af C.J. Natoire, og (1733-39) Amalienburg ved München af F. de Cuvilliés. Indflydelsen fra Kina ses i fx C.F. Adelcrantz' Kina slott (1763-67) ved Drottningholm i Sverige.

Bygningernes ydre er som regel præget af stramhed og rationalitet i de bærende elementer, mens de klassiske søjleordener ofte er erstattet af lisener.

Frederik 5.s dronning Louise portrætteret i salvingsdragt af Carl Gustaf Pilo. Dateret til ca. 1747. Det er særligt malerierne af dronning Louise der i den nyeste monografi om Carl Gustaf Pilo fremhæves som kunstnerens hovedværker: I Pilos drømmebilleder - er dronningen ikke af denne verden, men en venlig ånd, svævende i sine krinoliner som et luftskib langt fra alle trivialiteter i sit vandblå eller dybhavsgrønne univers - en dronning af Guds nåde, udødeliggjort af en malers geni. Statens Museum for Kunst, www.smk.dk.

Frederik 5.s dronning Louise portrætteret i salvingsdragt af Carl Gustaf Pilo. Dateret til ca. 1747. Det er særligt malerierne af dronning Louise der i den nyeste monografi om Carl Gustaf Pilo fremhæves som kunstnerens hovedværker: I Pilos drømmebilleder - er dronningen ikke af denne verden, men en venlig ånd, svævende i sine krinoliner som et luftskib langt fra alle trivialiteter i sit vandblå eller dybhavsgrønne univers - en dronning af Guds nåde, udødeliggjort af en malers geni. Statens Museum for Kunst, www.smk.dk.

I Danmark er Niels EigtvedsAmalienborg-anlæg med riddersalen i Moltkes Palæ (1754) et fint eksempel på stilen. Gennem de såkaldte ornamentstik, fx i J.-A. Meissoniers bog Livre d'ornements (1734), blev rokokoen udbredt i Europa.

I Preussen og Sydtyskland fik stilen stor gennemslagskraft i slots- og kirkebyggeriet, fx med G.W. von KnobelsdorffsSanssouci i Potsdam (1745-47) og J.M. Fischers Augustiner-korherrekirke i Diessen i Bayern (1732-39), hvor delikat stukkatur danner overgang fra arkitektur til loftsfreskoer.

Rokokoens malerkunst i Frankrig repræsenteres af Antoine Watteausfêtes galantes, François Bouchers mytologisk-galante boudoirbilleder, J.-B.S. Chardins stilleben- og genrebilleder og J.-H. Fragonards sanseligt erotiske motiver. Inden for portrætmaleriet var pastellen en yndet teknik, anvendt af bl.a. Rosalba Carriera og M.Q. de La Tour.

Skulpturen repræsenteres bl.a. af porcellænsstatuetter, i München af F.A. Bustelli og i Dresden af Johann Joachim Kändler.

I Italien blev Venezia rokokoens hovedsæde med kunstnere som Francesco Guardi, Canaletto og G.B. Tiepolo, mens Francisco de Goya en overgang repræsenterede stilen i Spanien. I Skandinavien hører C.G. Pilos og Cornelius Høyers portrætter til de mest rendyrkede udtryk for rokokoen.

Kunsthåndværk

Chatollet, der som møbeltype udvikledes i senbarokken, er som stuens pragtmøbel udformet i mange variationer. I rokokoperioden blev ikke blot funktionen, men også dekorationen raffineret til det yderste; C.F. Lehmanns chatol rummer et spinet og er udført i rosentræ med indlægning af farvet ben, perlemor, spejlglas og forgyldt metal. Chatollet blev udført 1755 til Fredensborg Slot og findes nu på Rosenborg.

Chatollet, der som møbeltype udvikledes i senbarokken, er som stuens pragtmøbel udformet i mange variationer. I rokokoperioden blev ikke blot funktionen, men også dekorationen raffineret til det yderste; C.F. Lehmanns chatol rummer et spinet og er udført i rosentræ med indlægning af farvet ben, perlemor, spejlglas og forgyldt metal. Chatollet blev udført 1755 til Fredensborg Slot og findes nu på Rosenborg.

Karakteristisk for rokokoens ornamentik er rocaillen og de bugtende, uregelmæssigt og asymmetrisk forløbende linjer, der imidlertid holdes i ave af den symmetriske anbringelse på paneler, møbler, tekstiler m.m.

Inspirationen blev bl.a. hentet i østasiatisk kunst. Rokokoens ornamentik og boligideal udgik fra Frankrig ligesom de mange nye former, der ikke blot havde deres forudsætning i et større og mere købedygtigt publikum, men også i en næppe siden overgået håndværksmæssig kunnen inden for bl.a. møbel-, keramik- og tekstilkunst.

Det nye materiale, porcelæn, frigjordes fra forbilleder i sølv og ostindisk porcelæn til en selvstændighed i form og dekoration, som stadig kopieres.

Tysk og italiensk rokoko er mere bevæget end den franske stil, der ebbede ud i 1750'erne. I Danmark trivedes rokokoen side om side med nyklassicismen helt frem til 1780'erne. Se også kineseri.

Musik

Den musikalske parallel til rokokoen i billedkunsten benævnes som regel galant stil. Betegnelsen kan i snævrere forstand anvendes specielt om stilen i fransk musik fra slutningen af 1600- og begyndelsen af 1700-tallet, kendetegnet især ved et let og yndefuldt udtryk og ved et afslappet forhold til de strenge regler for komposition.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Mirjam Gelfer-Jørgensen, Peter Brix Søndergaard, Peter Ryom: rokoko i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 2. december 2016 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=152259