Inden for malerkunsten kan der skelnes mellem to hovedbetydninger af ordet. I den ene er det en tidløs almenbetegnelse for kunstnerisk virkelighedsskildring uden forskønnende bearbejdelse, i den anden dækker ordet en bestemt retning inden for 1800-tallets europæiske malerkunst, realismen.

I modsætning til naturalisme, der betegner en stræben mod objektiv gengivelse af synsindtryk, rummer en realistisk fremstilling altid et vist element af holdningsbetonet fortolkning og en stræben mod at fremhæve netop de træk, der anses for særlig kendetegnende for den sande virkelighed.

Den vil ofte omfatte ubehagelige eller uskønne træk, der vidner om tilværelsens skyggesider, sociale misforhold, kropsligt forfald m.m. Eksempelvis indgår der et sådant indslag af tidløs realisme i barokmaleren Caravaggios bibelske billeder, hvor der optræder mennesker med åreknuder på benene, snavsede fødder med sorte negle osv.

Som historisk kunstretning udfoldede realismen sig inden for europæisk billedkunst ca. 1840-90. Den kom stærkest til udtryk i Frankrig, hvor Gustave Courbet nærmest skabte et realistisk programmaleri med det store Malerens atelier (1855, Musée d'Orsay, Paris).

Kendetegnende var den konsekvente fastholdelse af kravet om kun at beskæftige sig med samtidsskildring, forbundet med en samfundskritisk fokusering på arbejderklassens elendige levevilkår, sådan som Courbet gjorde det i det nu forsvundne maleri Stenhuggerne (1849, tidl. Gemäldegalerie Alte Meister, Dresden).

I Danmark fandt det realistiske maleri sine vigtigste udøvere i L.A. Ring, Hans Smidth, H.A. Brendekilde samt brødrene Frants og Erik Henningsen.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig