Villa Hamilton i den romantiske have i Wörlitz, opført af Friedrich Wilhelm von Erdmannsdorff i 1791-94
Villa Hamilton i den romantiske have i Wörlitz, opført af Friedrich Wilhelm von Erdmannsdorff i 1791-94
Licens: CC BY SA 3.0

Nyklassicismen er en stilart, som har været genstand for ganske forskellige definitioner. En traditionel forklaring på dens opkomst er, at den udsprang af den videnskabeligt arkæologiske forståelse for antikken omkring 1700-tallets midte, og at den hentede sit ideologiske begrebsapparat hos arkæologen Johann Joachim Winckelmann, der omkring 1760 beskrev sin erkendelse af kunsthistorien som et fremadskridende forløb med afgørende differencer mellem græsk, hellenistisk og romersk kunst.

Årene omkring 1700-tallets midte blev ganske rigtigt præget af en ny videnskabelig tilgang til de antikke minder, blandt andet i form af udgravningerne i de to nyfundne oldtidsbyer Pompeji og Herculaneum, ligesom fokus til en vis grad blev flyttet fra de romerske ruiner til de endnu ældre græske. Dette kom også til at influere de antikefterlignende stilformer i arkitektur, billedkunst og kunsthåndværk.

En ny klassicisme

Men nyklassicismen blev ikke en genfødsel i form af en slags renæssance på sikrere arkæologisk grund. Den er simpelthen en ny klassicisme: et bevidst genereret, nyt bud på opnåelsen af en universel stil og dermed også et system, som ikke på nogen måde ønsker at ligne den dogmatiske klassicisme, men som baserer sig på helt fundamentale, generelt gyldige strukturer.

Nyklassicismen udgør hertil den første fase i en historicisme, der strakte sig fra omkring 1750 og op til 1800-tallets slutning. Den vælger ikke de historiske former af hensyn til deres stilhistoriske betydning, men ud fra deres æstetisk/funktionelle potentiale, og kombinerer ønsket om noget nyt med bevidstheden om sin forståelsesmæssige afhængighed af de bestående udformnings- og udsmykningskoder. Stik imod at være en ureflekteret imitationsstil var den en formdannelse, som øste af alle kilder, og som skabte nye kombinationer i ønsket om at kunne udtrykke sin tid på en måde, så resultatet fik en universelt indlysende karakter.

Når den nyklassicistiske stil søges bestemt alene ud fra dens rent udvortes, arkæologisk/stilistiske udtryk, bliver den så svær at få hold på, at stilhistorikere har indført en lang række undergrupper som Louis-Seize, directoire, empire, gustaviansk, regency etc., ligesom afvigelser fra en mere strikt antikkopiering rubriceres som romantik.

Stilbetegnelserne kan være nyttige dateringsredskaber. Men indholdsmæssigt set er alle de nyklassicistiske undergrupper sider af samme sag, nemlig af den stil, som ville udtrykke tidens stærkt foranderlige samfund, menneskets frigørelse fra de hævdvundne autoriteter og menneskets stigende bevidsthed om sin egen historie og sine egne tanker.

Arkitektur og billedkunst

Claude Nicolas Ledoux: La Rotonda de la Villette, Paris, 1788
Claude Nicolas Ledoux: La Rotonda de la Villette, Paris, 1788
Licens: CC BY SA 3.0
Efter Københavns brand i 1795 blev et stykke af Kongens Have inddraget til en ny gade, og stadsarkitekt Peter Meyn (1749-1808) markerede grænsen mellem park og vej med et hegn med indfældede boder.
Efter Københavns brand i 1795 blev et stykke af Kongens Have inddraget til en ny gade, og stadsarkitekt Peter Meyn (1749-1808) markerede grænsen mellem park og vej med et hegn med indfældede boder.
Af .

Fælles for mange tidlige, nyklassicistiske arkitekter var deres grafiske eksperimenter med former, der var for abstrakte til lade sig bygge. Derved undgik de realistiske former med genkendelige ornamenter, som hurtigt blev knyttet til en bestemt stil og som dermed mistede deres almengyldighed.

Giovanni Battista Piranesi, der var blandt nyklassicismens første inspiratorer, gik også i spidsen med at vise, hvordan en arkitekt kunne få sine ideer igennem i form af grafik.

Franskmændene Étienne-Louis Boullée og Claude Nicolas Ledoux supplerede deres byggede værker med en visionær, revolutionær papirarkitektur, mens Napoleonstidens bedst kendte arkitektpar, Charles Percier og Pierre François Léonard Fontaine var anderledes praktiske i deres arkæologisk baserede tilgang til, hvad de i høj grad opfattede som en forretning. Som de skrev i deres samleværk om interørkunst: Folk vil ikke disse ting, fordi de finder dem smukke; de finder dem smukke, fordi de vil dem.

Inden for Frankrigs malerkunst blev nyklassicismen først og fremmest taget op af Jacques-Louis David, der begyndte som Ludvig 16.s hofmaler og endte som Napoleons. Han blev især kendt for sit heroisk/moraliserende maleri. Blandt hans elever var Jean-Auguste-Domenique Ingres samt danskerne Johan Ludvig Lund og Christoffer Wilhelm Eckersberg.

Engelsk arkitektur var i 1700-tallets slutning domineret af William Chambers, der skrev flere bøger om den kinesiske stil, samt af søskendeparret Robert og James Adams, der arbejdede i en fri, græskinspireret stil. Den tyske arkitektur fik først efter 1800 europæisk betydning med Karl Friedrich Schinkel i Preussen og Leo von Klenze i München. Billedkunsten havde originale udøvere som englænderne Johann Heinrich Füssli (1741-1825) og William Blake, italieneren Antonio Canova og svenskeren Johan Tobias Sergel.

Dansk nyklassicisme

Rytterstatuen af Frederik V på Amalienborg Slotsplads, udført af J.F.J. Saly og afsløret i 1771, er en af verdens mest vellykkede rytterstatuer og på en gang et traditionelt og moderne værk.
Rytterstatuen af Frederik V på Amalienborg Slotsplads, udført af J.F.J. Saly og afsløret i 1771, er en af verdens mest vellykkede rytterstatuer og på en gang et traditionelt og moderne værk.
Af .

I Danmark blev nyklassicismen introduceret allerede i 1755, da den indkaldte, franskfødte arkitekt Nicolas-Henri Jardin kom til Danmark. Gennem Jardins værker og hans virke som professor i arkitektur på det kongelige danske kunstakademi gik stilen videre til en række umiddelbare efterfølgere som C.F. Harsdorff, Georg Erdmann Rosenberg og C.F. Hansen.

De træk, der prægede den danske nyklassicisme, ikke mindst dens funktionalitet og harmoniske proportioner, fik et århundredlangt efterliv i den danske bygningskunst. Indenfor billedkunsten kan nævnes den danske maler Peder Als, der i Rom havde lagt sig efter Winckelmann-eleven Anton Raphael Mengs, mens den belæste og satiriske maler Nicolai Abildgaard og den gennemtænkt symbolistiske billedhugger Johannes Wiedewelt begge forenede historisk perspektiv med samtidsbevidsthed.

Internationalt ry fik de to billedhuggere Jacques-François-Joseph Saly og især Bertel Thorvaldsen.

Kunsthåndværk

Endnu ind i 1760'erne blev rokokoens former kombineret med klassicismens ornamenter (rokokoklassicisme). Herefter fulgte en periode, betegnet Louis-Seize, hvor de lige linjer og geometriske former dominerede.

I 1790'erne veg tyngden og det skulpturelle for directoirestilens lethed i former og dekorationer, der i begyndelsen af 1800-tallet afløstes af empirens tyngde, understreget af tilbageholdenhed i ornamentikken. Senklassicismens kendetegn er en mere grafisk ornamentik, hvor inspiration fra forskellige tider og områder langsomt førte over i en historisme med inspiration fra alle stilperioder.

I Sverige omfatter nyklassicismen bl.a. gustaviansk stil og Karl Johan-stil, i Tyskland biedermeier, i Danmark Christian 8.s stil og i England bl.a. regency.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig