Naivisme. Henri Rousseau Den sovende sigøjnerinde; maleri, 1897. Museum of Modern Art, New York.

.

Naivisme er den uskolede og naive malemåde, der opstod i 1800-tallet som en reaktion mod den akademiske kunsts formsprog og som en fortsættelse af folkekunstens traditioner.

Faktaboks

Etymologi
Ordet naivisme kommer af fransk naïf 'ukunstlet, barnlig', af latin nativus 'oprindelig, medfødt', af natus 'født', og -isme.

Forkastelse af perspektivets love og af det teknisk korrekte karakteriserer de naivistiske malere, der med udgangspunkt i prærafaelitternes og nazarenernes kunst søgte at tolke virkeligheden så umiddelbart og ureflekteret som muligt for derved at styrke maleriets følelsesmæssige udtryk.

Bevægelsens mest fremtrædende repræsentant i Europa er den franske maler Henri Rousseau.

Med sine detaljerige landskaber og portrætter, fx Den sovende sigøjnerinde (1897, Museum of Modern Art, New York), fik han stor betydning for den "naive" skole og for udviklingen af den moderne kunst.

Blandt de væsentligste naivistiske malere i Frankrig regnes også Camille Bombois, Louis Vivin og André Bauchant.

I USA fik det naive maleri stor gennemslagskraft med bl.a. Grandma Moses, Morris Hirshfield og John Kane, ligesom denne udtryksform stadig er en del af folkekulturer i bl.a. Latinamerika, Afrika og Østeuropa.

I Danmark repræsenteres naivismen af bl.a. John Christensen og Hans Scherfig.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig