Impressionistisk stil ses særligt i den fortællende litteratur og særligt i årene ca. 1870-1900. Den omfatter en række kunstgreb, der skal fremme illusionen om direkte, umiddelbar livsafbildning. Et af disse greb at fortrænge den ordnende, forklarende og fordømmende "autoritative fortæller" og i stedet at skrive i scener.

Den engelsk-amerikanske forfatter Henry James og den danske forfatter Herman Bang er stærke eksponenter for impressionismen. Begge arbejdede bevidst med, at "showing" er stærkere end "telling". Den norske forfatter Jonas Lie roste dem i 1890 for netop dette med ordene: "De aldrig fortæller noget om noget. De viser os alt".

Stiltræk inden for impressionismen

Med impressionismen valgte man ofte at beskrive ting og begivenheder, således som de sås og opfattedes af en fiktionsperson i situationen. Et eksempel er regnvejret i begyndelsen af J.P. Jacobsens novelle "Mogens" (1872). Ved at lægge synsvinklen hos eller tæt på en oplevende person udvikledes en fænomenologisk, evt. flimrende og "ulogisk" stil i stedet for en analytisk:

Pludselig kom der en lille rund, mørk Plet paa den lysegrå Muld, én til, tre, fire, mange, flere endnu, hele Tuen var ganske mørkegraa. Luften var lutte lange, mørke Streger, Bladene nikkede og svajede, og der kom en Susen, der gik over til Syden: det øste Vande ned.

Sanserigt og suggestivt

I én retning betød dette en ny suggestiv, sanserig og stemningsrig måde at repræsentere omverdenen på, hvad der også gav sig udtryk i periodens små prosalyriske genrer, fx hos Johannes Jørgensen, og i en side af tidens filosofi og psykologi (Ludvig Feilberg). Den litterære impressionisme kan næsten drukne en fortælling i sanseimpressioner.

Stream-of-consciousness

I en delvis anden retning betød impressionisme en udvikling af måder at gengive personbevidsthed og tanker og følelser på: Indre monolog dyrkedes, og stream-of-consciousness (bevidsthedsstrøm) blev opfundet af franske og tyske forfattere omkring 1890.

I denne henseende peger den litterære impressionisme til dels i samme retning som tendenser i samtidens psykologi hos Henri Bergson og Sigmund Freud. Den litterære impressionisme har været et væsentligt ferment også i 1900-tallets roman og novelle.

Impressionisme i litteraturkritikken

I litteraturkritikken taler man om impressionisme, når kritikeren — gerne bevidst — afviser teoretiske forståelses- og begrebsapparater og i stedet søger at møde digterværket med sin "umiddelbare" fantasi, indføling og associationsdygtighed (inkl. litterære associationer).

Resultater varierer fra det rent subjektive dilettanteri til en dybtloddende og inspireret digtning over digtning. Fremtrædende repræsentanter i fransk kritik var Jules Lemaître og Anatole France omkring 1890, i Sverige Oscar Levertin, i Danmark Paul V. Rubow i hans senere fase fra omkring 1940. Denne type kritik er almindelig i dagbladskritik.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig