• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

impressionisme

Oprindelig forfatter FTF Seneste forfatter Redaktionen

Pierre-Auguste Renoir, Le Moulin de la Galette; maleri, 1876.

Pierre-Auguste Renoir, Le Moulin de la Galette; maleri, 1876.

impressionisme, oprindelig en kunstretning, der opstod inden for maleriet i Frankrig omkring 1870 og opnåede international udbredelse i løbet af de følgende årtier. Senere er impressionisme også anvendt som stilbetegnelse om andre billedkunstneriske udtryksformer, film, musik og litteratur.

Billedkunst

Den nye retning markerede sig første gang offentligt i april 1874 med en nu legendarisk udstilling i fotografen Nadars atelier på Boulevard des Capucines i Paris. I en satirisk-parodisk anmeldelse i vittighedsbladet Le Charivari kaldte journalisten Louis Leroy de udstillende malere for impressionister efter titlen på Claude Monets billede Impression. Soleil levant (Indtryk. Solopgang, 1872, Musée Marmottan, Paris).

De unge kunstnere, der foruden Monet talte bl.a. Camille Pissarro, Auguste Renoir, Alfred Sisley, Gustave Caillebotte, Frédéric Bazille, Berthe Morisot og Edgar Degas, repræsenterede egentlig ikke en ny stil, men snarere en række fælles målsætninger i opposition til tidens akademiske kunst, som dominerede det officielle udstillingsforum Salonen. Flere af de otte udstillinger, de afholdt indtil 1886 med vekslende deltagere, vakte ligesom en auktion i 1875 forargelse og skandale.

Annonce

Ordet impressionisme kommer af fr. impressionnisme, af impression 'indtryk, påvirkning', af in- og afledn. af lat. premere 'trykke', og -isme.

I lighed med realisterne, hvoraf de især beundrede Gustave Courbet, ønskede impressionisterne at skildre deres umiddelbare omverden, først og fremmest bylivet i Paris, i modsætning til Salonkunstens historiske, bibelske og mytologiske emner. Også skildringen af storbymenneskers fritidsliv i naturen blev en yndet emnekreds. Et afgørende forbillede var den lidt ældre Edouard Manets skandaleombruste maleri Frokost i det grønne (1863, Musée d'Orsay, Paris).

Manet knyttedes snart personligt til de unge kunstneres kreds. Til deres foretrukne motivverden hørte også egentlige landskaber, gerne ved kyster, havne og floder med vandets mange lysreflekser eller røgen fra dampskibe, lokomotiver og fabriksskorstene. Under indtryk af Barbizon-skolens banebrydende indsats malede de unge kunstnere i fri luft.

I bestræbelsen for at opnå en mere naturnær lyskraft og farveintensitet eksperimenterede især Monet, Renoir og Pissarro sig frem til en helt ny kolorisme og penselteknik. De kunne i naturen iagttage et samspil af atmosfæriske farvebrydninger, som var langt rigere og mere kompliceret, end de traditionelle metoder tillod maleriet at gengive.

De udviklede derfor nye fremgangsmåder, der til en vis grad var foregrebet af Eugène Delacroix. De afstod fra at blande og tone farverne på paletten (pigmentblanding) og satte i stedet genstandenes lokalfarver, belysningsfarver, skyggefarver og refleksfarver op på lærredet side om side i små kommalignende enkeltstrøg; ved betragtning på den rette afstand forenede farverne sig i betragterens øje (optisk blanding) til en flimrende og vibrerende helhed, hvis maleriske lyskraft var af en indtil da ukendt naturnærhed. Impressionisternes nye "regnbuepalet" var sammensat af solspektrets rene farver samt hvidt; jordfarver og sort blev udeladt. For yderligere at styrke opfattelsen af billedernes lysreflektion udnyttede de kontrasten mellem spektralfarvernes kolde og varme egenskaber.

Med impressionismen nåede maleriet således et højdepunkt i naturnær farve- og lysbehandling, og retningen lader sig i denne henseende betragte som det naturefterlignende maleris historiske kulmination. Denne naturalistiske side blev også understreget ved det fotografiske øjebliksbilledes betydning for impressionisterne; de efterlignede gerne snapshoteffekten i fotografiernes ofte lidt tilfældigt virkende motivbeskæringer til at fremme indtrykket af det flygtige og momentane.

Især Degas udnyttede disse muligheder til raffinerede yderligheder i sine balletbilleder, interiørskildringer af badende kvinder mv. Hans beskæringer af de skildrede scener ses ofte forbundet med utraditionelle synsvinkler, der betoner motivernes fladevirkninger, et forhold, der også kendes fra bl.a. Monets åkandebilleder.

En vigtig inspirationskilde for denne fladebetonende billedopbygning var japanske farvetræsnit af mestre som Hiroshige og Hokusai. Fremgangsmåden og dens fjernøstlige inspirationsgrundlag fik også væsentlig betydning for den følgende kunstnergeneration af postimpressionister, bl.a. Georges Seurat, Paul Gauguin, Vincent van Gogh og Paul Cézanne (se postimpressionisme).

I Danmark dannedes ikke nogen egentlig impressionistisk bevægelse. Theodor Philipsen og Viggo Johansen udviklede en dansk impressionisme i tiden omkring 1890. I de følgende årtier fik impressionismen betydning for Fynboerne samt for flere af modernismens pionerer, især Sigurd Swane og Harald Giersing.

De franske impressionisters værker kan bl.a. ses på Musée d'Orsay i Paris (1947-87 på Louvre-annekset Jeu de Paume), i Danmark på Ny Carlsberg Glyptotek og Ordrupgaardsamlingen.

Litteratur

Impressionistisk stil i litteraturen — især den fortællende litteratur og især ca. 1870-1900 — er en række kunstgreb, der skal fremme illusionen om direkte, umiddelbar livsafbildning. Et af disse er at trænge den ordnende, forklarende og fordømmende "autoritative fortæller" tilbage og i stedet at skrive i scener ... Læs videre om impressionistisk litteratur.

Musik

I forbindelse med musik knyttes betegnelsen impressionisme oftest til værker af Claude Debussy som fx Prélude à l'après-midi d'un faune (1895) for orkester, operaen Pelléas et Mélisande (1902) og en række klaverværker, Estampes, Images mfl. Nok var betegnelsen, med henvisning til malerkunsten, lejlighedsvis blevet brugt tidligere til at karakterisere naturlyrisk stemningsmusik, fx "Waldweben" i Richard Wagners Siegfried (uropført 1876); men det var først i forbindelse med Debussys musik, at den slog igennem som udtryk for musikstilistisk særpræg ... Læs videre om impressionistisk musik.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn Terman Frederiksen: impressionisme i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=96767