Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

renæssancen - billedkunst og arkitektur

Oprindelig forfatter LBek Seneste forfatter Redaktionen

Perspektiv. Masaccio malede ca. 1427 freskoen Treenigheden i kirken Santa Maria Novella i Firenze. Med sit frontperspektiv giver billedet indtryk af et virkeligt rum, der åbner sig i muren, hvorpå det er malet. Alle vandrette linjer i motivet, som står vinkelret på billedfladen, fx i kassetteloftet, vil, når de forlænges nedefter, mødes i et punkt allernederst i billedet, det såkaldte hovedpunkt. Rumillusionen forstærkes ved, at billedet er placeret på muren, således at hovedpunktet befinder sig omtrent i beskuerens øjenhøjde, og ved at personerne er afbildet i naturlig størrelse.

Perspektiv. Masaccio malede ca. 1427 freskoen Treenigheden i kirken Santa Maria Novella i Firenze. Med sit frontperspektiv giver billedet indtryk af et virkeligt rum, der åbner sig i muren, hvorpå det er malet. Alle vandrette linjer i motivet, som står vinkelret på billedfladen, fx i kassetteloftet, vil, når de forlænges nedefter, mødes i et punkt allernederst i billedet, det såkaldte hovedpunkt. Rumillusionen forstærkes ved, at billedet er placeret på muren, således at hovedpunktet befinder sig omtrent i beskuerens øjenhøjde, og ved at personerne er afbildet i naturlig størrelse.

Inden for kunsten opstod renæssancen ca. 1400 i Firenze. Med antikken som fødselshjælper ville man føre kunsten fra middelalderens barbari tilbage til naturens sande vej.

Samtidig var man fuldt bevidst om den nye kunsts position som moderne i modsætning til den gamle, antikke: Man ville lære af antikkens fremgangsmåde, ikke efterligne dens værker. Idealet for den nye kunst var ikke antikkens naturimitation, men en virkelighedsfiktion skabt af kunstneren (lat. ficta) ud fra de samme rationelle principper som det gudsskabte (lat. facta) univers.

Grundlaget blev de frie kunster, især geometri og retorik. Kunst og videnskab (lat. ars et scientia), i betydningen praksis og teori, kom til at gå hånd i hånd. Kunstneren var ikke længere blot håndværker (lat. artifex), men skabende som digteren og i overensstemmelse med det moderne kunstnerbegreb.

Annonce

Rummet, det matematisk definerede rum, blev renæssancens nyskabelse. I modsætning til gotikkens koncentration om fladen og den dermed forbundne forståelse af geometrien som abstrakt åndeligt symbol gjorde renæssancen bygningens og byens geometrisk udlagte rum til konkret form som ramme om det sociale liv i et samspil mellem enkeltpersoner.

På samme vis blev det linjeperspektivisk ordnede billedrum scene for de malede figurers samspil i den fremstillede handling. Også skulpturen erobrede rummet som friskulptur.

Arkitekten Filippo Brunelleschi var grundlægger af denne rumlige kunst dels ved sin betoning af bygningens indre som rumlig form (Santo Spirito-kirken i Firenze), dels i kraft af sine perspektiveksperimenter omkring 1420. Men også billedhuggerne Lorenzo Ghiberti og Donatello samt malerne Masaccio og Fra Angelico bidrog til realiseringen af renæssancens humanistiske kunstideal og nye rumopfattelse i denne tidlige fase.

Bramantes Il Tempietto fra 1502.

Bramantes Il Tempietto fra 1502.

De tre kunstarters teorigrundlag blev formuleret af tidens førende humanist, Leon Battista Alberti, i tre traktater. I den første, De Pictura (Om billedkunsten, 1435-36), gør han matematikkens værktøj tilgængeligt for maleren, og talekunstens mål og midler gøres til billedets. Fra retorikken lånte Alberti begrebet om komposition, dvs. om billedets formmæssige enhed som svarende til et givet indhold.

Billedets entydighed (scopus ifølge den humanistiske teksttolkning) blev dermed det afgørende til forskel fra middelalderens mangfoldige betydningsunivers. Den samme enhed og formålsbestemthed blev et krav til arkitekturen og betinger sammen med geometriens stringens bygningens skønhed, dens harmoni.

I arkitekturtraktaten indtog det verdslige byggeri med landvillaen og haven en central plads. Alberti og efter ham Filarete gav tillige udkast til renæssancens idealby set som en konkretisering af samfundsidealet.

Fra 1450 nåede den nye kunst de østitalienske fyrstehoffer i Ferrara, Rimini, Mantova og Urbino. Størst indflydelse fik den imidlertid på genrejsningen af Rom som kristenhedens metropol efter pavemagtens konsolidering.

Kunstnere fra det øvrige Italien indkaldtes for at udføre de store bygge- og udsmykningsopgaver, det affødte. Det gjaldt de tre kunstnere, der bragte renæssancen til dens fulde udfoldelse: florentineren Michelangelo samt Donato Bramante og Rafael, begge opvokseti Urbino.

Med fremkomsten af renæssanceplatonismen ca. 1460 ændredes kunstens idégrundlag radikalt, som det ses af Botticellis maleri. Ligeledes overførtes Platons syn på digteren som guddommeligt inspireret nu på kunstneren. Samtidig var kendskabet til antikkens kunst blevet større, både gennem læsning af forfattere som Vitruvius og Plinius d.æ. og takket være fundet af vægmaleri, især i Neros Gyldne Hus, og skulptur, fxLaokoongruppen i 1506.

Kunstnerisk set betegner renæssancen med kunsthistorikeren Erwin Panofskys ord en genforening af den tekstlige og visuelle antiktradition, der i middelalderen havde været adskilt, til en ny form- og indholdsmæssig helhed med rummet som enhedsskabende element. Heroverfor står højrenæssancen som en genlæsning af antikkens kunst gennem platonismens briller, dog stadig med rummet som grundkoncept.

Det Sixtinske Kapel. Scene - Skabelsen - fra Michelangelos loftsfresko.

Det Sixtinske Kapel. Scene - Skabelsen - fra Michelangelos loftsfresko.

Menneskefiguren i ro eller handling og modelleret over den antikke skulptur blev billedkunstens hovedanliggende somi Rafaels Skolen i Athen i Vatikanet og Michelangelos loftsmaleri i Det Sixtinske Kapel fra omkring 1510.

Også arkitekturens lån var tættere på det antikke forlæg end hidtil, men udnyttedes fortsat som alibi for arbejdet med en løsning af renæssancens eget rumlige problem, nu med centralbygningen som idealmodel, fx Bramantes Tempietto i Rom (1502).

Peterskirken i Rom var i sin oprindelige form (Bramantes og Michelangelos planer) tænkt som indbegrebet af centralbygningen svarende til dens status som kristenhedens hovedkirke.

Andrea Palladio. Kirken og klostret San Giorgio Maggiore ligger på en lille ø af samme navn SØ for Venezias historiske centrum og blev påbegyndt af Palladio i 1566. Kirkens facade, der først blev afsluttet i 1610, er udformet som en kombination af to klassiske tempelfacader. Den ene trekantgavl spænder over hele kirkens bredde, den anden bæres af fire store korinthiske søjler og dækker kirkens midterskib.

Andrea Palladio. Kirken og klostret San Giorgio Maggiore ligger på en lille ø af samme navn SØ for Venezias historiske centrum og blev påbegyndt af Palladio i 1566. Kirkens facade, der først blev afsluttet i 1610, er udformet som en kombination af to klassiske tempelfacader. Den ene trekantgavl spænder over hele kirkens bredde, den anden bæres af fire store korinthiske søjler og dækker kirkens midterskib.

Efter Rafaels død i 1520 og Roms plyndring i 1527 ændrede den kunstneriske udvikling retning i Rom som andetsteds og delte sig i en mere klassiciserende og en manieristisk tendens.

I 1500-tallets første årtier fik renæssancekunsten i Venezia sin særlige udformning med Giorgiones og Tizians dyrkelse af formens og farvens sensualitet og siden med Andrea Palladios arkitektur.

Hos Palladio korrigeredes antikinspirationen af en hidtil uset geometrisk og proportionsmæssig regularitet i plan og opstalt. Dertil kom en ny åbenhed rummene imellem og integration af bygningen i omgivelserne, fx med Villa Rotonda og Redentore-kirken.

Renæssancens udbredelse

I løbet af 1500-tallet bredte renæssancepåvirkningen sig ud over Europa. Den imødekom fyrsternes, aristokratiets og handelsborgerskabets ønske om at skabe en ny verdslig og repræsentativ livsstil. Det indebar en prioritering i slots- og borgbyggeriet af de boligmæssige krav frem for de forsvarsmæssige samt en favorisering af genrer som allegorien og portrættet.

I sit møde med lokale senmiddelalderlige traditioner forblev renæssancen dog i nogen grad et fremmedelement, og dens gennemslag var især af stilmæssig art. Først sent i 1500-tallet fik den nye kunst fodfæste som idébærende udtryk, men da var det under manierismens fortegn.

I arkitekturen førte renæssancepåvirkningen til betoning af det rumlige volumen og brug af antikke elementer som søjler, guirlander og medaljoner. Imidlertid bibeholdtes gotikkens vertikalitet i bygningskroppens udfoldelse og murartikulationens fladepræg, fx Frans 1.s slotte i Frankrig, den engelske Tudor- og den spanske plateresk-stil.

I billedkunsten tog man ofte den antikke figurstil og mytologi til indtægt for fyrstens selvforherligelse, således med brugen af Apollon-Artemis/Diana-myten i Frankrig. Også begyndelsen til den klassiske franske have blev gjort takket være italienske eksperter indkaldt af kongen tillige med kunstnere som Leonardo da Vinci og Sebastiano Serlio.

Rogier van der Weyden Korsnedtagelsen; maleri på træ, før 1443. Pradomuseet, Madrid. Altertavlen, hvor kun midterpartiet er bevaret, var oprindelig trefløjet og udført til et kapel i kirken Notre-Dame-hors-les-Murs i Louvain (Leuwen). Som ofte hos Weyden er de legemsstore figurer trukket helt frem i billedrummet. Johannes' og Maria Magdalenes krummede skikkelser indrammer hovedmotivet: Skildringen af den overjordiske, patetiske smerte over Jesu afsjælede legeme, hvis kropsholdning gentages af Maria, der falder i afmagt.

Rogier van der Weyden Korsnedtagelsen; maleri på træ, før 1443. Pradomuseet, Madrid. Altertavlen, hvor kun midterpartiet er bevaret, var oprindelig trefløjet og udført til et kapel i kirken Notre-Dame-hors-les-Murs i Louvain (Leuwen). Som ofte hos Weyden er de legemsstore figurer trukket helt frem i billedrummet. Johannes' og Maria Magdalenes krummede skikkelser indrammer hovedmotivet: Skildringen af den overjordiske, patetiske smerte over Jesu afsjælede legeme, hvis kropsholdning gentages af Maria, der falder i afmagt.

I Nederlandene var udviklingen speciel derved, at der parallelt med 1400-tallets italienske nybrud inden for billedkunsten gjorde sig en selvstændig bestræbelse gældende i den senmiddelalderlige tradition på at afbilde alt så naturtro som muligt.

Denne såkaldte detaljerealisme havde sin baggrund i de førreformatoriske reformbevægelser (devotio moderna) og udtrykte tanken om alt det skabtes værdi som afglans af det guddommelige skaberværk gennem symbolets "forklædning i den dagligdags genstand" (Panofsky).

Midlet for denne naturgengivelse var det af bl.a. Jan van Eyck forfinede oliemaleri, som i øvrigt medførte en vis nederlandsk indflydelse i Italien (Rogier van der Weyden,Hugo van der Goes).

I Tyskland blev renæssancekunsten tidligt forbundet med bibelhumanisme og reformation i modsætning til den sengotiske ekspressionisme, der prægede tidens katolske kunst. Især blev portrættet en vigtig genre, således hos Albrecht Dürer,Lucas Cranach d.æ. og Hans Holbein d.y.

I Danmark

I Danmark satte renæssancepåvirkningen sit præg allerede på den verdslige kunst, der fremstod umiddelbart efter Reformationsåret 1536, fx herregårdene Hesselagergård (1538-ca. 1550) og Rosenholm (ca. 1560 ff.), hvor italienske træk er kombineret med en fransk inspireret planløsning, samt Christian 3.s slotte, bl.a. i Sønderborg og Kolding.

Renæssancen. Bydelen Christianshavn i København var oprindelig planlagt som en fæstningsby ved havneløbet over for Christian 4.s arsenalanlæg. Den hollandske fæstningsingeniør og byplanlægger Johan Semp (1572-ca. 1656) tegnede i 1617 den første plan på grundlag af et tikantet centralanlæg med bastioner og et retvinklet gadenet. Radialgader udgår fra pladsen i midten, hvor der er indtegnet en kirke, og en kanal fører herfra mod NV. Planen, der ikke blev gennemført, har forbilleder i italienske idealbyplaner af bl.a. Vincenzo Scamozzi.

Renæssancen. Bydelen Christianshavn i København var oprindelig planlagt som en fæstningsby ved havneløbet over for Christian 4.s arsenalanlæg. Den hollandske fæstningsingeniør og byplanlægger Johan Semp (1572-ca. 1656) tegnede i 1617 den første plan på grundlag af et tikantet centralanlæg med bastioner og et retvinklet gadenet. Radialgader udgår fra pladsen i midten, hvor der er indtegnet en kirke, og en kanal fører herfra mod NV. Planen, der ikke blev gennemført, har forbilleder i italienske idealbyplaner af bl.a. Vincenzo Scamozzi.

Men også i Danmark blev renæssancepåvirkningen snart uadskillelig fra manierismens indflydelse, som det ses af Christian 4.-tidens nederlandske renæssance.

Dog røber kongens optagethed af idealbyen med dens regulære planudlægning og rumlige arkitekturform (Kristianstad og Christianshavn samt Nyboder) og af centralbygningen (den ufuldførte og senere nedrevne kirke Sankt Annae Rotonda) en fastholden af renæssancens kunstteoretiske doktriner.

Se også manierisme og artikler om de enkelte landes billedkunst og arkitektur.

Det kunsthistoriske renæssancestudium

Det kunsthistoriske renæssancestudium blev grundlagt i 1800-tallet med Jacob Burckhardts Die Kultur der Renaissance in Italien (1860, da. 1903).

Baggrunden var, at netop denne periode sås som en passende identifikationsmodel for det liberale handelsborgerskab. Nyrenæssance blev den arkitektoniske historicismes dertil svarende stil.

Det var ligeledes med museernes samlinger af især italiensk og nederlandsk renæssancekunst som undersøgelsesmateriale, at fagets grundlæggende form- og stilanalytiske metoder blev udarbejdet, bl.a. af Heinrich Wölfflin og Bernard Berenson.

Fra ca. 1915 indgik Erwin Panofskys ikonologiske fortolkning af renæssancekunsten i den bestemmelse af perioden, der på Aby Warburgs initiativ blev iværksat som led i udforskningen af den europæiske kulturtransformation med baggrund i antiktraditionen.

Efter 2. Verdenskrig blev renæssancestudiet igen intensiveret, idet perioden og dens kunst nu ansås som et muligt incitament for den demokratiske genopbygning.

I den nyere kunsthistorie er renæssancen blevet set snart i guldaldermytens, snart i krisens og opbruddets tegn (hhv. André Chastel og Frederick Hartt (1914-92)).

Er renæssancen i slutningen af 1900-tallet ikke så højt værdsat som periode, så betyder dog dens bevidst formulerede kunstteori og æstetik samt dens rigdom på store kunstnerpersonligheder og markante værker, at man i den moderne kunstvidenskabelige beskæftigelse med kunstens væsen og vilkår nødvendigvis må medinddrage renæssancen.

Læs om renæssancen i øvrigt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lise Bek: renæssancen - billedkunst og arkitektur i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 11. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=150356