Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Düsseldorf-skolen

Oprindelig forfatter Munk Seneste forfatter Redaktionen

Düsseldorf-skolen. To jægere, malet af K.F. Lessing i 1841. Kunstmuseum, Düsseldorf. På billedet ses Lessing selv sammen med sin ven maleren J.W. Schirmer.

Düsseldorf-skolen. To jægere, malet af K.F. Lessing i 1841. Kunstmuseum, Düsseldorf. På billedet ses Lessing selv sammen med sin ven maleren J.W. Schirmer.

Düsseldorf-skolen, sammenfattende betegnelse for de generationer af kunstnere, der udgik fra kunstakademiet i Düsseldorf ca. 1820-90.

Akademiets direktører Peter Cornelius (1821-25) og Wilhelm von Schadow (1826-59) prægede undervisningen med forbilleder i ældre tysk kunst.

Düsseldorf-skolen var i begyndelsen næsten synonym med kunstnergruppen Nazarenerne og deres dyrkelse af middelalderens udtryksformer, men efterhånden opstod en eklektisk-idealistisk stil, hvor den historisk korrekte skildring i alle detaljer blev sat i højsædet.

Annonce

Mærkbar var også påvirkningen fra den tyske romantik. Blandt landskabsmalerne kan nævnes brødrene Andreas og Oswald Achenbach samt Johann Wilhelm Schirmer (1807-63).

Det profane og religiøse historiemaleri havde flere fremragende udøvere, fx K.F. Lessing og Eduard Bendemann (1811-89).

Kunstakademiet i Düsseldorf blev besøgt af flere nordiske kunstnere, bl.a. de norske malere Hans Gude og Adolph Tidemand samt den finske Fanny Churberg (1845-92).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens Peter Munk: Düsseldorf-skolen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=67604