Erik Bulatov, f. 1933, russisk maler. Bulatov skabte tillige med Ilya Kabakov (f. 1933) de mest indflydelsesrige systemkritiske værker i tiden fra ca. 1970 til opløsningen af Sovjetunionen. I Bulatovs malerier kombineres et realistisk figurativt motiv med en etisk eller politisk tekst, hvis monumentale bogstaver minder om plakatindskrifter. Som en kontrast med mange variationsmuligheder sætter han billedrummet op mod virkelighedens sociale rum for at skabe et fremtidsperspektiv, der kunne medvirke til at neutralisere Sovjetmyten.