Faktaboks

Kazimir Malevitj
Født
23. februar 1878, Kiev, Ukraine
Død
15. maj 1935, Sankt Petersborg, Russland
Levetid - kommentar
Ukraine var i 1878 en del af det russiske imperium
Kazimir Malevitj
Selvportræt af Kazimir Malevitj, 1912.
Af /Tretyakov Gallery.
Suprematisme Malevitj
Supremus 58. Yellow and Black fra 1916 er et eksempel på Malevitjs suprematiske maleri.
Af /Det Russiske Statsmuseum.

Kazimir Malevitj var en russisk maler. Han var en af grundlæggerne af det abstrakte maleri. Omkring 1909 malede han gouacher, der skildrede den jævne by- og landbefolkning i et formsprog, der var præget både af Paul Cézanne og af fauvismen.

Efterhånden slog kubistiske og futuristiske impulser igennem, og i 1914 udviklede han en "alogisk" stil, hvor bogstav- og ordfragmenter indgik i stadig mere forenklede kompositioner.

Året efter reducerede han maleriet til at bestå af enkle, geometriske former på en hvid bund, med Sort kvadrat (1915, Tretjakovgalleriet, Moskva) og senere Suprematistisk komposition. Hvid på hvid (1918, Museum of Modern Art, New York) som yderste udtryk for den nye retning, suprematismen.

Efter Den Russiske Revolution arbejdede Malevitj organisatorisk for bolsjevikkerne, og i 1919 blev han lærer ved den nyoprettede kunstskole i Vitebsk, hvor han snart fortrængte Marc Chagall. De suprematistiske idéer blev omsat i arkitekturmodeller og design, og dette arbejde fortsatte i årene 1922-1926 i Leningrads Institut for Kunstnerisk Kultur.

I sine sidste år blev Malevitj mere og mere isoleret fra kunstlivet i Sovjetunionen, og han udviklede en figurativ stil som modvægt til den socialistiske realisme, der kom til at dominere sovjetisk kunst.

Kazimir Malevitjs værker har haft stor indflydelse på europæisk og amerikansk kunst siden 1960'erne. Sidst i 1980'erne blev hans kunst rehabiliteret i Rusland og atter udstillet.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig