Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ilja Repin

Oprindelig forfatter TA Seneste forfatter Redaktionen

/@api/deki/files/24235/=ud_a_106728.mp3?revision=1

Ilja Repin, 1844-1930, russisk maler. Ilja Repin blev fra 1864 uddannet på kunstakademiet i Sankt Petersborg, hvor han sidenhen var professor 1893-1907. Afgørende for ham blev bekendtskabet med Ivan Kramskoj og kredsen omkring Vandrerne.

Ilja Repin blev den førende skikkelse i 1870'ernes og 1880'ernes realisme med gennembrudsværket Pramdragere ved Volga (1871-73, Russisk Museum, Sankt Petersborg) og med Korsbæringen i Kursk-guvernementet (1880-83) og Uventet hjemkomst (1884, begge Tretjakov-galleriet, Moskva).

I historiske kompositioner viste Repin den despotiske zarismes ofre under Ivan den Grusomme og Peter den Store. Han skabte tillige et enestående portrætgalleri, der omfatter bl.a. Ivan Turgenev, Lev Tolstoj, Fjodor Sjaljapin og Modest Musorgskij, og 1901-03 fuldendte han et kæmpelærred med portrætter af zartidens magtelite (Russisk Museum, Sankt Petersborg).

Annonce

Ilja Repins kunstneriske opfattelse var præget af hans sans for teatralske og dramatiske effekter som i det meget populære Zaporogerne skriver brev til sultanen (1878-91). Hans maleriske stil, med træk fra tidens franske salonkunst og impressionismen, blev forbillede for den senere socialistiske realisme.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Troels Andersen: Ilja Repin i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=150417